Lotte Rosdahl med sin bog, som hun nu tager ud og holder foredrag om. Foto: Anette Bonde.

Lotte Rosdahl med sin bog, som hun nu tager ud og holder foredrag om. Foto: Anette Bonde.

"Medierne skal give indsigt og forståelse, ikke grave grøfter"

Ny bog opfordrer til inkluderende journalistik

Af
Anette Bonde

Journalist, forfatter og foredragsholder Lotte Rosdahl, Skovby, har udviklet begrebet 'Inkluderende journalistik', og forklarer det i bogen 'Trust Journalism', der netop er kommet på gaden. Hensigten er at give mediebranchen redskaber, en ny bevidsthed og et nyt sprog, der skal give et mere nuanceret og medmenneskeligt billede af hinanden og verden.

Afkræfte fordomme

"Medierne er med til at grave dybere grøfter, underbygge fordomme og stigmatisere mennesker. Sådan behøver det ikke at være. Vi journalister kan blive den samlende kraft og afkræfte fordomme, også uden at vi giver afkald på rollen som samfundets vagthund. Vi skal fortælle om nuancerne i stedet for at farve sort-hvidt, og vi skal give indsigt, så folk forstår hinanden. Give tillid."

Lotte Rosdahl understreger, at det selvfølgelig ikke er alle journalister, der først og fremmest søger konfliktstoffet, sensationen og den unuancerede vinkel. Men der har i hendes øjne været alt for mange eksempler på enøjede artikler, der som en lavine trækker flere med sig, blandt andet 'Dovne Robert', der gav et forvrænget billede på alle langtidssygemeldte. Lotte Rosdahl kender til en kvinde, der efter denne sag fik en reel nedtur, efter at hun af lægen var blevet anbefalet at søge førtidspension.

Hun fortæller, at artikler om et århusiansk gymnasium, der i visse sammenhænge kom til at hedder 'perkergymnasiet', skabte myter om gymnasiet. For eksempel mødte en af eleverne stor forbavselse, da hun fortalte at hun var glad for at gå der.

Hårde rubrikker

"Der er hårdtslående rubrikker, og debattører der står og skændes, men vi bliver ikke så meget klogere. Medierne starter en bølge og bekræfter fordomme. Men vi journalister skal hele tiden tænke på, hvilket billede vi tegner af mennesker. Det billede, vi efterlader, sætter sig hos folk, og vi er med til at farve folks syn på hinanden og sig selv. Medierne kan i større grad gøre det modsatte, nemlig vise nuancerne og give indsigt i mennesker, der er forskellige fra én selv."

Lotte Rosdahl peger på, at både ofrene for konfliktskabende journalistik og heppekoret bagved kan have gavn af en anden tilgang.

"Jeg hader uretfærdighed, og det gør mig ondt når jeg ser mennesker, der er blevet stigmatiseret. Jeg vil gerne være med til, at de kan blive mødt med tillid, at deres selvforståelse vokser, og de kan få et godt liv. Og at dem, der har fordomme, kan få et bedre liv ved at opnå større forståelse for andre. De kan måske slippe en angst over for folk og måske få nogle nye venner."

Foredrag

Torsdag 30. januar klokken 19 kan man på Himmelbjerggården ved Ry møde Lotte Rosdahl med sit foredrag "Medierne farver vores syn på andre - men kan de egentlig samle os i stedet for at splitte os?"

Publiceret 24 January 2020 16:00