Rune Kier Nielsen skifter Skanderborg Forsyning og AquaGlobe ud med et liv som grøn taleskriver. Foto: Sonne

Rune Kier Nielsen skifter Skanderborg Forsyning og AquaGlobe ud med et liv som grøn taleskriver. Foto: Sonne

Rune bliver global og grøn taleskriver

Rune Kier Nielsen bytter AquaGlobe ud med et liv som grønttænkende freelancer

Af
Claus Sonne

Skanderborg Rune Kier Nielsen bor i Højvangen med sin familie og har lige startet selvstændig virksomhed som taleskriver for den grønne omstilling. Han har siden 2016 arbejdet for Skanderborg Forsyning med at formidle AquaGlobe – Water Solution Center, der er et partnerskab mellem vandteknologiske virksomheder bl.a. Grundfos, Kamstrup og AVK med VIA University College og Skanderborg Forsyning.

Men med det nye år starter også en ny tilværelse som selvstændig taleskriver med fokus på præsentationer, key notes, Public Affairs og international kommunikation med fokus på den grønne omstilling – særligt FNs 17 verdensmål.

Erfaring fra de grønne ministerier

Taleskrivning er bestemt ikke noget nyt for Rune, der tidligere har skrevet taler for forskellige borgmestre i København, Martin Lidegaard (R)i Klimaministeriet og Skanderborgs lokale Kirsten Brosbøl (S) i Miljøministeriet. I Klimaministeriet vandt en af hans taler 2 internationale Cicero Speechwriting Awards i kategorierne politik og bæredygtighed.

Den tale, der vandt to priser hed ’Klimaforandringerne og historien om Sarah’. Den handler om en opdigtet pige Sarah, der er gravid og må klare sig i en tid med markante klimaforandringer og derfor større sundhedsrisici. En af dommerne i Cicero Speechwriting Awards er Tom Rosshirt, som er tidligere taleskriver for Al Gore og Bill Clinton. Han siger bl.a. ”Wow. I’ve been listening to climate change arguments since I first wrote a speech on the topic for Al Gore in 1997. This is the first time I’ve heard it put this way – and it is arresting”.

Mens han sad i Miljøministeriet, forhandlede FN om verdensmålene og vandbranchen lagde sidste hånd på den danske Vandvision 2025. Den indeholder ideen om partnerskaber på tværs af sektoren om innovation og demonstration af løsninger, til den globale vandkrise. Eller grundlaget for AquaGlobe. Og Kirsten Brosbøl har rosende ord til overs for Rune. På det sociale medie LinkedIn skriver hun at ansættelsen var ’en af hendes bedre beslutninger’.

Hjem til Østjylland – og ud i verden

Det stod ikke i stjernerne, at Rune skulle flytte fra hovedstaden og tage familien med til Skanderborg. Og så måske alligevel. For Rune og konen Anna er begge opvokset i Østjylland, parrets forældre bor stadig i nærheden og naturen trak.

"Det var vigtigt for os at komme hjem. Vi kunne mærke at vores børn skulle have noget af det, vi selv havde fået i Østjylland og så skulle de tættere på deres bedsteforældre. Derfor ledte vi faktisk efter en mulighed for at flytte tilbage og den kom med et jobtilbud til mig fra Skanderborg Forsyning," fortæller Rune.

Runes er uddannet i Antropologi fra Aarhus Universitet på Moesgaard. Og selvom han har taget fag i København, på RUC og i Lund I Sverige, sidder cykelturen gennem skoven og nysgerrigheden efter andre kulturer stadig i ham. Der er tradition for at antropologer tager ud i verden for at lære om andre kulturer på egen krop. Og for Runes vedkommende blev det til Brasilien, hvor han boede et halvt år og studerede mobilisering og fortællinger blandt afro-brasilianere i favelaen. De var del af, hvad de kaldte Movimiento Negro – den sorte bevægelse, som er en pendant til borgerrettigheds-bevægelsen fra USA, der er mest kendt for Martin Luther King Jr. og Malcolm X. Det var her, Rune så talernes magt udfolde sig første gang.

Skanderborg Forsyning og AquaGlobe

I 2016 blev Rune ansat i Skanderborg Forsyning. Her fik han ansvar for at formidle AquaGlobe – Water Solution Center til borgere og branche – i Danmark og resten af verden. Deri lå både besøgende fra andre lande og kulturer såvel som mobilisering til den grønne omstilling og det danske vandeventyr. Og så var det en klar forlængelse af den danske Vandvision 2025 om partnerskaber på tværs af branchen for verdensmålene. Den vandvision, som han var med til at lancere mens han arbejdede for Kirsten Brosbøl i Miljøministeriet.

Jobbet på forsyningen bød på mange spændende og nye udfordringer, men det var begrænsede mængder taler, som skulle skrives.

"Jeg nyder meget at skrive taler. Og at tænke dem længere. Hele vejen fra den strategi, der ligger bag og til hvad publikum husker og mødes af når de fortæller om budskaberne over spisebordet bagefter. Det er altid spændende at sætte sig ind i en anden person og hvordan vedkommende gerne vil formidle noget de brænder for på en måde så deres engagement smitter," fortæller Rune.

Fordi taleskrivning ligger hjertet nær, har Rune været frivillig TEDx Speaker Coach i TEDx Copenhagen. Her har han hjulpet massevis af ildsjæle med at sammensætte deres tale, så den fænger publikum. TEDx talks og TED talks er et taleformat, hvor inspirerende specialister får 18 minutter til gennem deres egen historie at formidle én idé, der kan forandre verden.

Og det er netop målet - at skrive taler, der kan være med til at forbedre verden.

Perfekt placering og timing

"Klimadagsordenen tordner frem og jeg vil gøre min del. Mange virksomheder og organisationer har svært ved hvordan de skal fortælle om alt det, de og deres produkter gør for klimaet. Og samtidigt undgå greenwashing - altså at virke utroværdige og halvhjertede. Det kan jeg hjælpe med”, siger Rune og fortsætter ”FNs verdensmål, EUs ‘New Green Deal’ og Klimalovens reduktionsmål - de kræver alle at vi samarbejde på tværs af det offentlige, erhvervslivet, uddannelsesinstitutionerne og civilsamfundet. Derfor skal virksomhederne blive bedre til at fortælle hvad de gør for klimaet og hvad de vil på sigt, men så kan de også både få politisk indflydelse, sælge mere og tiltrække flere medarbejdere."

Når verdens CO2 udledninger stiger støt mens EU har erklæret klimanødsituation og COP25 blev en fiasko, så er der brug for handling. Og det er da også kun lige blevet annonceret at Rune går selvstændig, før opgaverne er begyndt at komme fra nær og fjern. Så selvom planen er langsomt at starte op i det nye år, så er der også opgaver at gøre mellem juleklip og gaveindkøb. Og Rune glæder sig til at komme i gang.

Publiceret 31 December 2019 11:30