Bente Strager bor i Gl. Rye. Hun købte huset på grund af udsigten, hvor hun fra stuedøren kan kigge ud og se rådyr, ræve, ugler mm. Foto: Anette Bonde.

Bente Strager bor i Gl. Rye. Hun købte huset på grund af udsigten, hvor hun fra stuedøren kan kigge ud og se rådyr, ræve, ugler mm. Foto: Anette Bonde.

Strejftog i skoven ved Vroldvej blev til børnebog

Bente Strager, Gl. Rye, har netop udgivet en børnebog med naturoplevelser som dem, hun kan huske fra det lille røde hus i skoven ved Vroldvej

Af
Anette Bonde

Gl. RYE "Foråret med Tiktik" hedder Bente Stragers børnebog, der er den første i en serie om 'Lily dyreven'.

Handlingen har hun taget fra sine strejftog i skoven ved Vroldvej i Skanderborg, hvor hun voksede op i 'Det lille røde hus'. Hun har en tvilling og de to havde frie tøjler til at opleve naturen, der lå lige uden for døren.

For eksempel en rævegrav.

"Så stod vi tidligt op for at se ræveungerne lege udenfor."

En musvåge. En rede med gærdesmutte-unger. En hare. Et rådyr i skumringen. En fasans skratten.

"Det gav os en evne til at nyde det og vide at dyrene og oplevelserne er alle steder."

Funderede i bilen

Bente Strager er viceforstander på Engelsholm Højskole mellem Vejle og Billund. Hun har arbejdet med uddannelse hele sit liv, og havde ingen planer om at blive forfatter. Ideen til bogen kom på en biltur, hvor hun kom til at tænke på sine egne oplevelser med dyr, da hun var barn.

Så satte hun sig til at skrive i to-tre måneder.

"Det var som en rus. Jeg skrev og skrev, udsatte ting, meldte ud at jeg 'har ikke tid', ''skal lige være færdig med...'," smiler hun.

Efter sidste punktum gik hun i gang med at finde et forlag, og allerede efter fire-fem forsøg var der bid. Redaktøren på Strarup & Co var begejstret fra starten og svarede, at det var akkurat sådan en bog, hun selv elskede at læse som barn.

"Har du mere," lød spørgsmålet til Bente Strager.

Og det har hun. Bind 1 var fra starten lovlig tyk, og noget blev udskudt. Den næste bog ligger således allerede klar hos forlaget til udgivelse i sommeren 2020.

Handlingen bestemte

Bente Strager har selv hørt forfattere fortælle, at deres hovedpersoner tager magten over handlingen. Det viste sig også at være tilfældet for hende selv.

"Det er sjovt at puste liv i figurerne, og her har man jo en enorm magt. Men i processen må jeg erkende, at personerne og handlingen ind imellem får magten over én. For eksempel var det umuligt at skrive Lily's far ind i handlingen, og derfor har hun ingen far. Hendes sorg bliver så et lille tema i bogen."

Arbejdstitlen for den kommende bog er 'Lily på afveje'. Her møder man igen Lily og hendes ven Ejnar, der tager for sig af oplevelser og udfordringer i naturen.

Publiceret 14 December 2019 11:00