Studstrupværket. Foto: Michael Lemvig Olsen

Studstrupværket. Foto: Michael Lemvig Olsen Scanpix Denmark

Grøn fjernvarme til Skanderborg by

Skanderborg Byrådet har i budgetaftalen 2020 aftalt at arbejde for en mere bæredygtig varmeplanlægning.

Skanderborg Varmt vand langt nede i undergrunden kan udnyttes til fjernvarme, hvis det pumpes op til overfladen. Udnyttelsen af såkaldt geotermisk energi er på vej til Aarhus Kommune, og nu ønsker Skanderborg Kommune et tættere samarbejde med nabokommunen for også at gøre brug af den vedvarende energikilde. Det har Skanderborg Byråd skrevet ind i budgetaftalen 2020.

"På sigt kan man godt forestille sig, at vi selv får et geotermisk anlæg, så vi kan udnytte det varme vand her i kommunen. Her og nu handler det om et tættere samarbejde med VarmePlan Aarhus og en genåbning af fjernevarmeledningen mellem de to byer," fortæller formand for Miljø- og Planudvalget Claus Leick.

En forudsætning for grøn og effektiv udnyttelse af fjernvarmen kræver nemlig, at fjernvarmesystemerne er bundet sammen. På den måde kan de enkelte værker og grønne anlæg hjælpe hinanden ved overskuds- eller underskuds-produktion.

"En sammenkobling giver os ikke bare adgang til bæredygtig fjernvarme. Vi får også en langt bedre udnyttelse af varmen. Vi får mulighed for at købe varme hos vores naboer, når der er mangel - og sælge, når der er merproduktion. For et par år siden valgte Skanderborg Hørning Fjernvarme at afbryde forbindelsen til ledningsnettet til Aarhus. Det er stærkt uheldigt, fordi det hverken sikrer optimal udnyttelse eller grøn fjernvarme til forbrugerne i Skanderborg," siger Claus Leick.

En genåbning af fjernevarmeledningen mellem Skanderborg og Aarhus er klart beskrevet i Skanderborg Kommunes Strategiske Varmeplan 2016-2020. Miljø- og Planudvalget har på mødet 5. november anbefalet, at alle parter nu sætter sig sammen og aftaler, hvordan man kan sikre et fremtidigt grønt fjernvarmesamarbejde mellem Skanderborg og Aarhus.

Publiceret 08 November 2019 06:00