Borgergade 15 fotograferet fra gårdsiden i 1918. Snedkerværkstedet lå i sidebygningen. Herfra udgik Anders Ove Pedersens ture med bedstefaren ud på Skanderborg Sø. Foto: Hugo Mathiessen, Nationalmuseet

Borgergade 15 fotograferet fra gårdsiden i 1918. Snedkerværkstedet lå i sidebygningen. Herfra udgik Anders Ove Pedersens ture med bedstefaren ud på Skanderborg Sø. Foto: Hugo Mathiessen, Nationalmuseet

Historisk:

Dengang folk sæbede sig ind i en kasse i søen

Den historiske årbog 'Østjysk Hjemstavn' er udkommet

"Den slimede kasse kunne godt brænde i ovnen, da den først var skåret i stykker og havde tørret en hel sommer. Men træet lugtede stadig af arm- og fodsved."

Sådan fortæller lektor Anders Ove Pedersen om en længst svunden tid i Skanderborg i den historiske årbog 'Østjysk Hjemstavn', som netop er udkommet med et længere uddrag af hans efterladte erindringer.

Barn i Borgergade

Som skoledreng tilbragte Anders Ove Pedersen sin fritid hos sin farfar, der var snedkermester i Borgergade 15, et hus fra 1738, der står endnu.

Husets grund gik helt ned til søen dengang i 1920'erne, og netop derude sejlede drengen og den gamle snedker, Jeppe Pedersen, en del rundt.

Som regel fiskede de, men søen var også en arbejdsplads, da de sammen brækkede en gammel badeanstalt ned i bugten ved Æbelø - inklusive den ulækre kasse, hvor generationer af skanderborgensere havde sæbet sig ind, længe før man fik bad i hjemmene.

To fattige fiskere ejede en gammel træbåd, der var lappet med cement. De gik til bunds og druknede, fortæller Anders Ove Pedersen mellem mange andre interessante tidsbilleder.

Kun få kunne svømme

Han fortolker selv, hvordan det reelt lå med den farlige sø i 'de gode, gamle dage':

"Næsten hvert år druknede folk i søen enten på badeanstalten eller andetsteds, hvor de ellers badede. Man brugte udtrykket, at "søen kræver to eller tre menneskeliv om året". Det var en fastslået kendsgerning, som vi børn troede på. Nej, søen krævede såmænd ingen liv, men de fleste mennesker kunne ikke svømme," skriver han.

Man kan læse hele artiklen i 'Østjysk Hjemstavn 2019', der koster 130 kr. Se mere på www.ostjysk-hjemstavn.dk.

Publiceret 31 October 2019 13:00