Møbelfirmaet Hous Aps med Lars Houe i spidsen har succes med at sælge møbler til Tyskland. Foto: Per Bille

Møbelfirmaet Hous Aps med Lars Houe i spidsen har succes med at sælge møbler til Tyskland. Foto: Per Bille

Jyske virksomheder tager Tyskland med storm

Jyske firmaer sælger til Tyskland som ingen andre i Danmark. 18 ud af 20 danske kommuner med størst eksport til det tyske marked ligger i Jylland. Hjælpen til de jyske virksomheder øges

Af
Jesper Kappel

Lars Houe har møbelfirmaet Houe Aps, der ligger i Ry. For fem år siden havde han tre til fire medarbejdere – i dag tæller virksomheden lidt mere end 40 ansatte. For fem år siden solgte han ikke til Tyskland. I dag kommer mellem 20 og 25 procent af omsætningen fra det tyske marked.

”Havde vi ikke fået støtte, så var vi ikke lykkedes på det tyske marked, og Tyskland var ikke blevet vores største marked, som det er i dag. Det, at vi havde en konsulent og fik hjælp til udgifterne fra Erhvervshus Midtjylland har været med til at skabe den virksomhed, som vi er i dag,” siger Lars Houe.

For fem år siden indgik Lars Houe et samarbejde med Erhvervshus Midtjylland, som er sat i verden for at hjælp virksomheder i det midtjyske. Sammen med Erhvervshus Nordjylland og Erhvervshus Sydjylland hjælper Erhvervshus Midtjylland jyske virksomheder med at vækste og investere til gavn for dem selv og Danmark. Om året hjælper Erhvervshus Midtjylland omkring 1.800 virksomheder, og erfaringsmæssigt er det 300 til 400 firmaer, der får økonomisk støtte til rådgivning, som Hous Aps fik. De tre erhvervshuse er dermed en af årsagerne til, at 18 ud af 20 kommuner, der har størst eksport fra små og mellemstore virksomheder til Tyskland, er jyske.

”De virksomheder, vi hjælper, har ikke de kompetencer, der skal til for at komme i gang med arbejdet. Men vi kan, med de ressourcer vi har, sætte gang i processen. De firmaer, der henvender sig til os, er tit dem, der er i tvivl, om de skal. De ved ikke, hvad de skal vælge af for eksempel rådgivningsbistand. Og her er det vi kan hjælpe,” siger Erik Krarup, der er direktør i Erhvervshus Midtjylland.

Sådan var det for Lars Houe. De havde ikke ressourcerne til at lave en fokuseret indsats på det tyske marked.

”Konsulenten var åbningen til det tyske marked. Han lavede en analyse af markedet for os. Men han sørgede også for at kontakte mulige kunder, arrangerede salgsmøder og var med til at få os på messer med mere,” fortæller Lars Houe.

Tre former for hjælp

Erhvervshusene har tre måder at hjælpe virksomheder, der enten vil opstarte eksporten eller allerede har eksport til et marked.

Erhvervshusene har konsulenter, som vejleder virksomhederne i, hvad og hvordan man kan eksportere. Disse konsulenter henviser til private rådgivere, der så overtaget arbejde med at gøre den danske virksomhed klar til eksport. Disse private rådgivere kan lave analyser af et bestemt eksportmarked eller lave strategier for eksporten.

Derudover har erhvervshusene også en række programmer, der er støttet af EU, der giver tilskud til arbejdet med disse strategier og markedsundersøgelser. Erhvervshusene kan betale halvdelen af regningen til disse private konsulenter Den sidste form for støtte er det, man kalder ”knudepunktsfunktionen”.

”Vi stiller rammerne til rådighed for aktører fra andre offentlige organisationer, der ikke er i vores huse i forvejen. Vi har en konsulent fra Udenrigsministeriet, der gratis rådgiver virksomhederne om eksport til hele verden. Det er en konsulent, der kan tage virksomhederne et skridt længere, end vi kan, når det drejer sig om eksport,” fortæller Erik Krarup.

Tyskland er tæt på

At jyske virksomheder er i front, når det gælder eksport til Tyskland, overrasker egentlig ikke Erik Krarup.

”Jeg tror, det skyldes, at de brancher, der er gang i i Tyskland, findes i Jylland. Så er det formentlig også noget med, at Jylland ligger tæt på Tyskland, og det er dermed logistisk let at eksportere til Tyskland. Det er mere naturligt at satse på eksport til Tyskland,” siger Erik Krarup.

For at styrke hjælpen til de jyske virksomheder er de tre erhvervshuse i gang med forskellige tiltag. Man vil blandt andet ansætte flere konsulenter i erhvervshusene. Derudover skal samarbejde omkring programbaserede tilbud styrkes for eksempel ved hjælp af markedsbesøg, og endelig skal der ske en udbygning af erhvervshusenes knudepunktsfunktion. Det gør man med at få tilknyttet endnu en internationaliseringsrådgiver i Erhvervshus Midtjylland/Aarhus med hele Jylland som arbejdsområde, fortæller Erik Krarup.

Lars Houe synes, det er godt, at man vil styrke hjælpen og kommer gerne med et råd til erhvervshusene.

”Det er ikke nok at konsulenterne kommer med en analyse. Teori er ikke nok, der skal handling bag ved ordene. Konsulenterne skal også give praktisk hjælp til virksomhederne, så man kan få ført analysen ud i livet.”

Publiceret 06 October 2019 11:30