Kamstrups egne medarbejdere har indstillet Stilling-virksomheden til prisen som 'Årets Arbejdsplads', hvor man nu er i finalen. Pressefoto

Kamstrups egne medarbejdere har indstillet Stilling-virksomheden til prisen som 'Årets Arbejdsplads', hvor man nu er i finalen. Pressefoto

Trivsel i fokus: Kamstrup i finalentil 3F's Årets Arbejdsplads

Stilling-virksomheden fremhæves for at kæle for medarbejderne

erhverv Kamstrup i Stilling ved Skanderborg blev på 3F's kongres i Aalborg forrige tirsdag hyldet for sin forkælelse af medarbejderne, sin fleksibilitet og sit fokus på uddannelse og opkvalificering.

Samtidig kunne forbundsformand Per Christensen offentliggøre, at Kamstrup er blandt tre finalister til 'Årets Arbejdsplads'.

Per Christensen fortalte i sin tale om Kamstrup, at virksomheden virkelig kæler for sine medarbejdere med blandt andet fysioterapi, fitnesscenter og egen tandklinik og frisørordning.

Senior- og flexordning

Virksomheden har også fokus på uddannelse og opkvalificering. For eksempel har Kamstrup fordoblet antallet af lærlinge og screenet alle ansatte for ordblindhed.

Kamstrup har en skarp miljøprofil og inddrager medarbejderne i at spare på energi og vand. Og så har 14 medarbejdere, som kunne gå på pension, valgt at fortsætte i en seniorordning. Virksomheden har også flexordninger til småbørnsfamilier og et integrationsprojekt.

Kamstrup er udvalgt blandt cirka 100 indstillede.

I kampen om prisen er Kamstrup oppe mod FiberVisions i Varde, der laver fibre til bl.a. bleer og vådservietter, og Saint Gobain, en VVS-virksomhed i Randers.

Indstillet af de ansatte

Prisen som 'Årets Arbejdsplads' er speciel, fordi det kun er virksomhedernes medarbejdere, og ikke virksomheden selv, der kan indstille arbejdspladsen.

De indstillede virksomheder er blandt andet blevet vurderet på samfundsansvar (seniorpolitik, familiepolitik, integration), løn- og arbejdsvilkår (lønniveau, jobudvikling, information), arbejdsmiljø og sundhed ( sygefravær, fastholdelse), uddannelse (lærlinge, kompetenceudvikling) og klima og miljø.

En dommerkomité vælger vinderen efter at have besøgt de tre finalister. Og virksomhederne kan godt begynde at finde de gode historier frem til besøget mandag 4. november.

Kåres 29. januar

Vinderen kåres 29. januar i forbindelse med 3F’s erhvervspolitiske konference, Vision Danmark, i DR Byen.

jesl

Publiceret 05 October 2019 10:00