Hørning Floorball Klub kan fejre 20 års jubilæum i år. Pressefoto

Hørning Floorball Klub kan fejre 20 års jubilæum i år. Pressefoto

Hørning Floorball Klub fylder 20

Damerne må dog nøjes med at fylde 10

I 1999 aftalte en flok forældre på Bakkeskolen at dyste mod lærere og pædagoger i Bakkeskolens gamle gymnastiksal. Det var sjovere, end de troede, og det blev hurtigt til ugentlige kampe, hvor tempoet var højt men regler sparsomme.

"Efter cirka et år flyttede vi fra den gamle gymnastiksal på Bakkeskolen til den nye gymnastiksal - stadig sammen princip med brug af rullemadrasser som bander og meget små mål, høj intensivitet både i spil og i verbale udtryk. I 2001 blev det muligt for os at få faste tider på Højboskolens gymnastiksal, men det var dog et krav, at der var tale om en klub, hvorfor klubben officielt blev stiftet i 2001 som HIF afdeling – men reelt startede vi i 1999," skriver Hørning Floorball Klub i en pressemeddelelse.

Dameholdet begyndte

"I august 2008 indviede Hørning Hallen det nye byggeri med den nedsænkede minihal 'Dybet' samt meget mere, og dette var starten for floorball til at blive en decideret klub i hallen, og allerede året efter startede vi et damehold, 10 år efter klubbens opstart som uorganiseret forening. Det var svært i starten, for der var jo reelt ikke mange, der vidste, hvad floorball var. Det er også noget vi i dag arbejder med," skriver klubben og fortsætter:

"Men i løbet af nogle år kom holdet op at stå, og er i dag et særdeles konsolideret tilbud for hyggespillere. For dem der vil meget mere, ja de kan spille på klubbens første divisions damehold."

Dermed er det ti år siden i år, at dameholdet så dagens lys. 19. september har Hørning Floorball Klub generalforsamling, hvor de blandt andet vil fejre de to jubilæer.

"Efter generalforsamlingen træner vi floorball. Får du lyst til floorball, er du altid velkommen til at kigge forbi og endda gerne tage træningstøj med for at prøve.

Publiceret 19 September 2019 13:00