Ideen med United by the Music er at skabe integration gennem musikken. Blandt de forskellige workshops, de 51 musikere deltoge i, var et lynkursus i at spille på mundharmonika.

Ideen med United by the Music er at skabe integration gennem musikken. Blandt de forskellige workshops, de 51 musikere deltoge i, var et lynkursus i at spille på mundharmonika.

Tyvstart på festival:

Verdens første musik-seminar for udviklingshæmmede

Grundlovsdag slog Sølund Musik Festival dørene op for verdens første internationale seminar for udviklingshæmmede musikere

Af
Grethe Madsen

Grethe Bo Madsen

Verdens største musikfestival for udviklingshæmmede har skudt knop. Grundlovs dag slog festivalen dørene op for verdens allerførste musikseminar for udviklingshæmmede musikere - et projekt, der har fået navnet United by the Music.
51 udviklingshæmmede musikere fra handicap-bands i Danmark, Tyskland og Holland deltager i den første udgave af seminariet, og har siden grundlovsdag øvet sig sammen og varmet op til den “rigtige” festival går i luften i denne uge.
“Det er en fantastisk oplevelse. Hver fugl synger med sit næb og vi har alle lært noget, vi kan tage med os videre. Projektet er så spændende, så innovativt og så kærligt, at det bare måtte sparkes i gang,” fortæller festivalleder Lasse Mortensen, der har kæmpet ekstra hårdt før seminariet var en realitet.
“Vi har gået stille med dørene, hvad vi ellers ikke ret ofte gør, men vi vidste jo ikke, om vi var købt eller solgt. Det har været en hård kamp, men ved fælles hjælp fra fonde, firmaer og Skanderborg Kommune er det lykkedes os at stable verdens første og største otte-dages EU relaterede seminar for udviklingshæmmede musikere på benene,” siger en glad festivalleder.

Udveksler erfaringer om social integration

Tanken bag United by the Music er ud over glæden ved at være sammen om musikken at skabe fællesskaber mellem handicappede og ikke-handicappede musikere på tværs af landegrænser og udveksle erfaringer omkring social integration landene imellem.
Blandt de deltagende handicap-bands er Bali fra Odense og Jacob Jensen Band fra Aarhus. Fra Tyskland kommer The Mix Band, mens bandet United by Music kommer fra Holland.
Seminariet har budt på workshops om rytmik, og kroppen som formidlingsværktøj, lynkursus i at spille på mundharminoka og en introduktion til the feel good way, der handler om at finde sin egen rytme i fællesdans.
Undervejs er deltagerne blevet undervist af professionelle musikere, blandt andre Kandis-trommeslageren Frank Thøgersen, der tog sig kærligt af rytmikken, mens Frank Megabody underviste i kroppens forskellige udtryksformer.

Afslag fra Aarhus 2017

Oprindeligt var det planen, at United by the Music skulle løbe over de næste år og kulminere i forbindelse med Aarhus som europæisk Kulturhovedstad i 2017. Men sådan ser det lige i øjeblikket ikke ud til at komme til at gå.
“Vi har fået et første afslag fra Aarhus 2017 - og det er vi temmelig målløse over,” konstaterer Lasse Mortensen.
“Vi har søgt om at få projektet med som en del af Aarhus som europæisk Kulturhovedstad i 2017, og som vi havde forstået det, er netop inklusion og integration noget af det, Aarhus 2017-folkene ville lægge vægt på i deres udvælgelse af projekter,” forklarer han.
“Vores planer er dog under alle omstændigheder at gøre United by the Music til en årligt tilbagevendende begivenhed. Får vi ikke støtte fra Aarhus 2017, så søger vi midler andre steder. Der er forskellige EU-fonde vi kan søge.”

Publiceret 11 June 2014 12:00