Kunst og kruseduller

Søndag d. 21.2 kl. 13 åbner udstillingen Kunst og kruseduller i Sognegården i Stilling

Det er kunstnerparret Lotte og Verner Brems fra Skanderborg, som står bag udstillingen Kunst og kruseduller. Der er fernisering søndag klokken 13, hvor Lotte Brems vil være tilstede og fortælle om parrets billedunivers.
Lotte kalder sine malerier for Lotteline – kunst for voksne og barnlige sjæle. Blandet med en stram grafisk indgang til maleriet, er billederne både impulsive, sjove og lidt vilde. De er tydeligt inspireret af børns intuitive billedunivers med en sprudlende uspoleret fantasi.
I Verners billeder er der handling og bevægelse med inspiration fra popkunsten, tegneseriens og reklamens verden. Her er der hurtige biler, revolvere, kvinder og mænd, der vækker minder om gamle amerikanske film kombineret med humor.
Verner Brems har designet en lang række plakater i forbindelse med spændende kunst- og kulturbegivenheder landet over, og Lotte Overgaard Brems arbejder til daglig som grafisk designer og nyhedsgrafiker på Morgenavisen Jyllands-Posten.
Udstillingen varer fra d. 21. februar til d. 6. april 2010 Sognegården i Stilling, Gl. Kirkevej 1, 8660 Skanderborg

Publiceret 18 February 2010 08:00