Udstilling og strikkecafé i Ry

I november måned er der udstilling af strikvarer på Ry Bibliotek

Garn, trøjer, strikkede veste og hånd-tene udstilles på Ry Bibliotek i november. Strikvarerne er fremstillet af Birthe Pedersen, som er indehaver af GarnGalleriet, Kyhnsvej 9 i Ry. Birthe Pedersen er en stor fan af farver og mønstre. Hun strikker aldrig ensfarvet, men gerne med rigtig mange farver og mange forskellige kvaliteter. Teknikkerne varierer, og der anvendes både flerfarvet mønsterstrik (fair isle-teknik), gobelinteknik, modul-strik, vævestrik og helt frie teknikker som det såkaldte Free-Form. Naturen omkring Ry er rig på inspiration til farvesammensætninger og nye mønstre, og modellerne får gerne lokale navne – en Lyngdal-sweater, en Højkol-jakke og en Hejnæs-cardigan. Lørdag d. 28. november inviterer biblioteket i samarbejde med GarnGalleriet til strikkecafé, hvor Birthe Pedersen vil fortælle om de forskellige garner og teknikker i de udstillede ting. Du kan læse mere om Garngalleriet på www.garngalleriet.dk

Publiceret 05 November 2009 09:29