Som perler på en snor

Som den første i en serie af ture til middelalderlige klostersteder langs Gudenåen inviterer Skanderborg Museum til guidet tur ved Voer Kloster

Utallige klostre var i middelalderen placeret langs Gudenåens vandsystemer - som perler på en snor - således at vandets ressourcer kunne udnyttes optimalt. Voer Kloster var et af disse, smukt beliggende hvor Gudenåen løber ud i Mossø. I dag hedder stedet Klostermølle, og i middelalderen var det hjemsted for et stort benediktinermunkekloster med vidtstrakte besiddelser i Søhøjlandet. I dag er der ingen synlige spor af klostret. Søndag 10. maj bliver der mulighed for, at komme med på en tur til området, hvor klostret lå, og hører om munkenes liv på stedet. På programmet er blandt andet munkenes enestående ingeniørarbejde med at ændre Gudenåens løb for at føre vand frem til klostret, og måske er der levende fortidsminder fra klostrets urtehave. Efter turen er der mulighed for at spise medbragt frokost. Turen er den første i en serie af klosterture med guide til middelalderlige klostersteder langs Gudenåens forgreninger arrangeret af Skanderborg Museum. Mødestedet er p-pladsen ved Klostermølle, Klostermøllevej 48, Voerladegård kl. 10.30. Husk madkurv og kaffe samt evt. tæppe eller siddepuder. Det koster 30 kroner at deltage.

Publiceret 02 May 2009 03:00