Svær beslutning, men nu venter nye eventyr

Stifter, medejer og direktør Jesper Nicholaisen har efter 29 år valgt at stoppe i Nicholaisen A/S

Artiklens øverste billede
Billede_Direktør Thomas Biehl (tv) og afgående direktør Jesper Nicholaisen (th)

Selvom Nicholaisen A/S er inde i en spændende udvikling og vækst, har stifter, medejer og direktør Jesper Nicholaisen truffet sit livs sværeste beslutning, som han udtrykker det. Han har efter lang tids overvejelse besluttet at stoppe i virksomheden for at udleve et ønske om at lave noget andet.

Det har været en svær beslutning at forlade en fantastisk virksomhed med mange kompetente medarbejdere, men jeg tænker, at tiden er inde til at prøve et nyt eventyr.

Jesper Nicholaisen

»Det har været en svær beslutning at forlade en fantastisk virksomhed med mange kompetente medarbejdere, men jeg tænker, at tiden er inde til at prøve et nyt eventyr,« oplyser Jesper Nicholaisen i en pressemeddelelse.

Jesper Nicholaisen har i næsten 29 år været en aktiv del af Nicholaisen A/S, og i de sidste 12 år i et partnerskab med Thomas Biehl, som han nu overdrager sin ejerandel i virksomheden. Han vil dog fortsat være tilknyttet virksomheden de næste seks måneder for at sikre en god overdragelse af opgaver.

»Thomas og jeg har siden 2009 drevet virksomheden sammen, og jeg har altid været utrolig glad for samarbejdet. Jeg er også overbevist om, at Thomas sammen med resten af organisationen kan tage Nicholaisen A/S til næste niveau,« understreger han.

Beslutningen kom overraskende, og det gør ondt på organisationen at skulle sige farvel til Jesper og hans stærke personlighed og store drive.

Jan Snogdal, bestyrelsesformand

Jesper Nicholaisens beslutning om at stoppe kom som en overraskelse for bestyrelsen.

»Beslutningen kom overraskende, og det gør ondt på organisationen at skulle sige farvel til Jesper og hans stærke personlighed og store drive. Omvendt noterer vi os, at organisationen med Thomas i spidsen står stærkt og dedikeret i forhold til at forfølge virksomhedens strategi, som bliver tiltagende fokuseret, og som i den senere tid har understøttet en meget attraktiv udvikling,« siger bestyrelsesformand Jan Snogdal.

bo

Læs også

Del artiklen