Generationsskifte i toppen hos Toprent

Efter 45 år i Toprent stopper Kim Kjær Jørgensen som CEO, og overlader roret til Tommy Nielsen, der de seneste fire år har været virksomhedens salgsdirektør.

Artiklens øverste billede
Kim Kjær Jørgensen slipper tøjlerne hos Toprent. Fra nytår bliver det Tommy Nielsen, der står i front. Foto: Per Bille

Når medarbejderne på Toprent i Stilling møder ind på job efter den 1. januar, så er det ikke blot kalenderåret der er skiftet. Virksomheden har også fået ny direktør. For efter 45 år i Toprent (heraf de 35 år som CEO), har Kim Kjær Jørgensen besluttet at trække sig tilbage. Ny mand på posten som CEO bliver Tommy Nielsen, der har været salgsdirektør i Toprent siden 2017.

Det er en beslutning der har været undervejs i nogen tid, fortæller Kim Kjær Jørgensen.

»Jeg bliver jo ikke yngre. Jeg fylder 64 næste gang og har forberedt at der skulle være et generationsskifte i løbet af et par år. Vi står over for at sætte en ny strategi-periode og på den måde synes jeg, at det giver mening, at det også er der, jeg træder et skridt tilbage,« siger Kim Kjær Jørgensen, der fortsætter som den nye direktørs wingman indtil udgangen af 2022.

Faktisk er det min målsætning, at hverken kunder, leverandører eller medarbejdere vil opleve de store ændringer. Vi taler om en veldrevet virksomhed, der er inde i en god gænge, så jeg skal egentlig blot sikre, at vi fortsætter ud ad den vej, vi allerede kører på

Tommy Nielsen, CEO hos Toprent fra 1. januar 2022

»Den nye strategi handler om digitalisering, bæredygtighed og innovation med fokus på vores kunders behov. Planen er, at jeg skal fortsætte som arbejdende bestyrelsesmedlem i et år, så jeg kan hjælpe Tommy Nielsen med at blive kørt ind i jobbet og så skal vi sikre, at vi på en eller anden måde får overført al min viden til ham. Den 31. december 2022 stopper jeg helt og vil derefter kun være en del af bestyrelsen,« understreger Kim Kjær Jørgensen.

Toptrimmet virksomhed

Kim Kjær Jørgensen afleverer en toptrimmet virksomhed til sin efterfølger. Toprent blev i sin tid stiftet af Kim Kjær Jørgensens far. Kim indgik i firmaet i 1976 og blev administrerende direktør ti år senere. Dengang var Toprent et lager på 250 kvadratmeter og fire ansatte i Hasselager. I dag er der flere end 50 ansatte på det store lager i industrikvarteret på Niels Bohrs Vej i Stilling – og Toprent er blandt de fem største danske virksomheder i branchen.

»Især de seneste ti år har der været fart på udviklingen. I 2011 indgik vi i partnerskab med tyske Igefa, der drives af familien Kruse fra Kiel. Det gav os en del flere muskler og betød blandt andet, at vi kunne opkøbe nogle af vores mindre konkurrenter og at vi har kunne bygge det nye, flotte domicil,« siger Kim Kjær Jørgensen.

»Jeg har kendt familien Kruse siden 1994 og vi er gået rigtigt godt i spænd. Måske fordi de er en familiedrevet virksomhed ligesom Toprent er det. Derfor var vi heller ikke i tvivl om, at det var naturligt at lade familien Kruse købe vores aktier i Toprent og lade dem køre Toprent videre. Fordi jeg ved, at de vil køre Toprent videre med de fælles værdier vi har,« tilføjer han og peger på de samme værdier som begrundelse for valget af hans afløser, Tommy Nielsen.

»Tommy kom til som salgsdirektør i 2017 og har passet perfekt ind. Han forstår hvad Toprent er for en virksomhed, han har et solidt branchekendskab og et godt indblik i, hvad det er vores kunder har brug for. Og så er han ovenikøbet virkelig dygtig og kompetent. Jeg ved at han vil værne om Toprent og vores familieværdier langt ind i fremtiden.«

»Vi holder kadencen«

Tommy Nielsen glæder sig ikke overraskende til de nye udfordringer, som han har en ydmyg tilgang til.

»Jeg er naturligvis stolt og beæret over, at både Kim Kjær Jørgensen og Familien Kruse har tillid til, at jeg kan løfte opgaven. Med den udvikling Toprent har været igennem i de 45 år Kim har været en del af det, så siger det næsten sig selv, at det er nogle store sko jeg skal fylde. Det er jo hans livsværk. Men når det er sagt, så har jeg jo sagt ja til at påtage mig den opgave, fordi det er en, jeg tror, at jeg kan løse godt. Og så har jeg jo Kim at læne mig op af det første år,« siger Tommy Nielsen, der ikke forventer den store paladsrevolution hos Toprent.

»Faktisk er det min målsætning, at hverken kunder, leverandører eller medarbejdere vil opleve de store ændringer. Vi taler om en veldrevet virksomhed, der er inde i en god gænge, så jeg skal egentlig blot sikre, at vi fortsætter ud ad den vej, vi allerede kører på og selvfølgelig, at vi holder kadencen.«

bo

Læs også

Del artiklen