Rekordresultat: Landsdækkende elektronikkæde kommer styrket gennem corona

A/S EL-Salg leverer sit bedste resultat nogensinde. Den landsdækkende kæde af forbrugerelektronikbutikker har blandt andet fordoblet sin onlineforretning det seneste år.

Artiklens øverste billede
A/S EL-Salg er med sine godt 160 butikker fordelt over hele landet Danmarks største frivillige kæde inden for hårde hvidevarer, forbrugerelektronik, små el-apparater og belysning

»Når man arbejder hjemmefra, hører man pludselig alle mislydene fra opvaskemaskinen og tørretumbleren. Det har fået telefonerne hos vores installatører til at bimle og bamle.«

Sådan lyder det fra Tomas Holm Hedehus, adm. direktør i A/S EL-Salg, i forbindelse med offentliggørelsen af selskabets bedste regnskab nogensinde.

A/S EL-Salg, der blandt andet står bag EL-Salg-kæden, som med sine 160 butikker er en af landets største frivillige detailkæder, kommer ud af 2020 med et resultat før skat på 8.857.000 kr. Det er mere end en fordobling af resultatet i forhold til året før.

»Vi har ikke været helt så hårdt ramt af nedlukningen som andre detailkæder, fordi mange af vores butikker også er el-installatører og derfor har haft mulighed for at tage eksempelvis hvidevarer og TV med ud til forbrugerne, også selvom selve butikken har været lukket ned. Derfor har vi også i den grad mærket, hvordan danskerne har brugt deres feriepenge og rejsebudget på opgraderinger i hjemmet,« siger Tomas Holm Hedehus.

En del af væksten i A/S EL-Salg kommer fra selskabets onlineforretninger, som samlet set er mere end fordoblet det seneste år.

»Vi har de senere år opbygget en digital platform, som driver mere og mere salg, men i 2020 er vores onlinesalg simpelthen skudt i vejret med en fart, som vi ikke har set tidligere. Samtidig har den været med til at skabe opmærksomhed til vores butikker, der både via mails og telefoner har arbejdet på højtryk. Der har været en stor og positiv synergi imellem de to kanaler,« siger han.

Lokal forankring

A/S EL-Salg adskiller sig fra de fleste af konkurrenterne inden for forbrugerelektronik ved at være en frivillig kæde. Det betyder, at kæden består af selvstændige butiksindehavere, der har en høj grad af selvstændighed til at tage beslutninger, der passer til de lokale forhold.

Den organisering har været særlig gunstig under en krise, hvor forbrugerne er blevet mere bevidste om den lokale detailhandel, lyder vurderingen fra Tomas Holm Hedehus.

»Indehaverne har naturligvis den bedste føling med, hvordan situationen har været under nedlukningen i deres lokalområde, og samtidig har de fleksibiliteten i konceptet til at agere derefter. Det har gjort butikkernes kommunikation langt mere nærværende og styrket butikkernes markedsposition lokalt,« siger han.

»Samtidig ligger vores butikker typisk i de lidt mindre lokalsamfund, hvor man det seneste år nok har fået en større bevidsthed om, at det rent faktisk betyder noget for byen, om man har en lokal elinstallatør eller radio- og tv-forretning. De mange lokale tiltag med ”take away” og ”støt lokalt”-kampagner er også noget af det, der kan aflæses i vores regnskab,« siger Tomas Holm Hedehus.

Markedsføringssatsning

Med til historien hører også, at EL-Salg-kæden for første gang i mange år har kørt en national reklamekampagne, som har fyldt meget i mediebilledet siden august, påpeger Tomas Holm Hedehus.

»Det er vigtigt at slå fast, at vi som medlemsejet kæde er sat på jorden for at skabe værdi for butikkerne. Vi investerer derfor i kampagner, der skaber værdi for vores ejere – altså butikkerne,« siger han og fortsætter:

»Vi har haft modet til at lave en relativ stor investering i vores markedsføring med en ny kommunikationsplatform ”Eltons butik” sammen med standupkomikeren Torben Chris som den lokale butiksejer. Det har vi gjort for at fastholde markedsføringstrykket, og det gør, at vores butikker vil være oppe i fart, når samfundet åbner helt op igen. Jeg vil kalde det rettidig omhu, og det har bestemt været investeringen værd,« siger han.

sas

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen