Mindeord: Carlo Rudolf Larsen elskede friheden, livet og brugte sine dage

Tidligere forstander, dekoratør, lokalpolitiker, restauratør og antikvitetshandler Carlo Rudolf Larsen er sovet ind i sit hjem ved Skanderborg Sø.

Carlo betyder fri mand. Og intet kunne passe bedre på Carlo Rudolf Larsen. Han blev født i 1931 i Brønderslev som søn af Ejner Marinus Larsen og Ellen Johanne Larsen, der sammen drev en skræddervirksomhed. Helt fra barnsben af har Carlo elsket friheden. Friheden til at kunne følge sine drømme og friheden til at nyde livet. Og han har haft modet og viljen til at gøre begge dele.

Carlo blev dekoratør ved et tilfælde. Efter 8. klasse fik han læreplads i en manufakturforretning, hvor chefen pyntede vinduer. Da han en dag var hjemme til frokost, fandt Carlo sig selv i færd med at dekorere om. Tid og sted forsvandt. Det var som tingene skete af sig selv, og han levede. Heldigvis så chefen den unge mands talent og fra da af, var det Carlo, der dekorerede.

Da Carlo var udlært, gennemførte han dekoratøruddannelsen på Danmarks Dekoratørskole i København. Herefter gik turen tilbage til det nordjyske, hvor han blev ansat hos en freelancedekoratør. Efter et pitstop som bartender i Barcelona kom Carlo tilbage til Danmark til en stilling som dekoratør i Nakskov. Snart spurgte andre butiksejere, om han ville pynte for dem også, og det blev starten på en freelancekarriere.

I en af butikkerne arbejdede den unge Bente Rosdahl Jensen. Bente blev Carlos store kærlighed, og de to kom til at danne par både privat og professionelt de næste 40 år. 1960 fik de deres første datter Helle, tre år senere kom Lotte og herefter Lasse.

Familien flyttede til Hørning, hvor Carlo havde fået arbejde som lærer på dekoratørskolen Geff. Efter kort tid besluttede han og Bente at starte deres egen dekoratørskole. Nordisk Dekoratørkostskole i Ådalen ved Hørning.

Carlo var en inspirerende og vellidt underviser, og de fleste af eleverne fulgte med til den nye skole. Skolen havde plads til 50 boende elever og blev en succes fra start. Den tiltrak sig mange udenlandske elever og blev den største dekoratørskole i Nordeuropa.

Carlo havde et stort engagement og stort temperament. Han havde sine meningers mod og stod altid velargumenterede fast på dem. Han har alle dage været politisk interesseret og aktiv. Han var et dedikeret medlem af De Konservative og i en periode i 1970-erne formand for De Konservative i Hørning og en årrække medlem af Lions.

Carlos organisatoriske evner og idérigdom viste sig også her ved blandt andet at nyskabe det lokale demokrati med “Borgernes spørgeinstitut”. Et slags Gallup for borgerne i Hørning, hvor de fik mulighed for at komme med ønsker til udviklingen i byen, som politikerne efterfølgende arbejdede ud fra.

I 1972 købte Carlo og Bente en 250 år gammel bindingsværksgård i Mårup på Samsø. De ønskede at lave et skifte i deres arbejdsliv. De solgte dekoratørskolen og omdannede stalden til den hyggeligste sommerrestaurant, Kræmmersgaard. I grisebåsene sad gæsterne ved borde med lysekroner, mens Carlo omdannede kostalden til en smuk udstilling med antikviteter. Alt i restauranten kunne købes.

Bente lavede maden, og når restauranten var fuld af ventende gæster, underholdt Carlo ved at spille på et selvspillende klaver. Gæsterne troede imponeret, at det var Carlo, der spillede. Lige indtil han rejste sig op og gik, mens klaveret fortsatte med at spille.

Carlo og Bente drev restauranten 25 somre. I vintersæsonen solgte de specialdesignede butiksindretninger i Norge og efterlod sig en lang portefølje af indretninger lige fra en hattebutik, en børnetøjsbutik i Stavanger, en malerbutik i Bergen til en blomsterbutik og restaurant i Oslo.

Privat var Carlo en selskabsmand. Han underholdt gerne med historier og nød at synge og danse.

Som kun 58-årig dør Bente af kræft. Senere mister Carlo sin søn, der dør af en arvelig sygdom kun 51 år gammel.

På trods af store sorger og modgang bevarede Carlo livsglæden. Han fik tre børnebørn og fandt kærligheden igen i Ingelise Simonsen. De sidste tyve år boede han ved Skanderborg Sø, hvor han nød at sejle og fiske.

I en alder af 90 år, får Carlo lavet et stakit foran sit hjem med noderne til sangen “Jeg bærer med smil min byrde. Jeg er som den vilde hyrde.” Alle er vi specielle, men få sætter så stort et aftryk som Carlo gjorde i sit lange liv. En fri og livsglad mand til det sidste.