Præsteklumme: Tro er at sejle trods bølger
»Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig, Gud.«
Således beskriver en 2000 år gammel Davidssalme den følelse, vi mennesker kan blive grebet af, når vi har svært ved at se Guds tilstedeværelse her i verden på grund af fortvivlelse eller meningsløshed!
Og her er nok at fortvivle over; nok, der virker meningsløst og gudsforladt!
Er man så heldig ikke at have noget at fortvivle sig over i sit eget liv, behøver man ikke at åbne mange medier, før det, man ser, får fortvivlelsen til at melde sig som et skrig, der trænger sig på helt inde i sjælen.
Mennesker, der støvede og forslåede bliver gravet ud af murbrokker, efter deres verden bogstavelig talt er sunket i grus. De har ligget levende begravet og bliver gravet frem til et liv, der på ingen måde er, som det var før. Det er svært at forestille sig, hvordan det må være, men selv på afstand virker det fortvivlende og meningsløst.
Før jordskælvsofrene var det mennesker i udbombede boligområder eller på flugt fra bomber, der fyldte forsiderne, og endnu før det desperate mennesker i synkefærdige gummibåde på Middelhavet.
Mediernes dækning af menneskers lidelser er virkningsfuld. Den får os til at føle medlidenhed og skaber bevægelse i os. Nogle gange bevæges vi til at sende penge til nødhjælpsorganisationer. Andre gange bevæges vi til resigneret at skærme os fra medierne i et forsøg på at slippe for verdens gru.
Jordisk lidelse kan være så ødelæggende og voldsom, at vi ikke kan andet end, som hjorten ved det udtørrede vandløb, at skrige vor tørst efter frelse ud. Vores skrig kan være som højlydte udadrettede eksplosioner af afmagt, eller som stille indadvendte syle af tomhed.
Ligesom vi berøres af verdens lidelser, berøres Gud af vores lidelser og sender os derfor til stadighed sin kærlighed og nåde. Gud er medlidende, tager fat og bærer med, også når vi midt i lidelsen kan have svært ved at se det. Det er ikke sådan, at al vor jordiske lidelse herved forsvinder, men den bliver lettere at bære, når vi ser, at vi ikke er alene. Det giver os styrke til at bære vor egen lidelse og til at hjælpe andre med at bære deres.
Troen på Guds kærlighed og nåde er ikke en garant mod jordisk lidelse og ikke et plaster vi kan sætte på andres lidelser, men den er større end lidelsen. Jens Rosendal beskriver det smukt i en salme fra 1987;
Troen er ikke en klippe
midt i et stormpisket hav,
tro er at sejle trods bølger
over en truende grav.