Balladen om Bededag

Regeringen har fremsat forslag om afskaffelsen af Bededag som helligdag og fridag. Det har fremkaldt en storm af protester bl.a. fra opposition, fagbevægelsen og kirken. Sognepræst Iben Johanne Thomsen ser nærmere på Bededag, og overvejer, om den kan undværes?

Helt tilbage fra oldkirken havde man særlige bods- og bededage spredt ud over året. Bods- og bededagene var anledning til at gøre status, man skulle faste og præsterne skulle bede for fred. 

Ved indførelsen af reformationen blev bods- og bededagene afskaffet, for så at blive genindført under enevælden. Christian den 4.s valgsprog ’Fromhed styrker rigerne’ giver et hint om hvorfor: i en periode med krig og ufred blev det afgørende for kongen at bede om Guds hjælp, når der var fare på færde.

Og også for almindelige mennesker! I Peder Palladius visitatsbog står der; ”…. Når fremmede fjender vælter ind over os, så fjernes alt, hvad du har på marken, din hustru og dine børn skændes for øjnene af dig, du må selv flygte eller miste dit liv. Sådan er det i krigstider, og jeg tror, at I har mærket dette. Derfor er det på tide, at vi mødes og beder om fred, fred, fred. Den klokke, vi ringer med, hedder fredsklokken. Når den lyder, skal I bede: Herre Gud, giv os fred i vores dage, for der er ikke andre end dig, vor Gud alene, som kan kæmpe for os.”.

I 1686 samlede Sjællands biskop Hans Bagger alle de mange bods- og bededage til én: i første omgang kom den til at hedde Ekstraordinær Almindelig Bededag og senere Store Bededag, som blev fastlagt til 4. fredag efter påske. Aftenen før skulle der ringes med alle landets kirkeklokker i en time – herefter måtte der ikke udføres noget arbejde, før bededagens gudstjenester var til ende. Fra det stammer skikken med at spise hveder aftenen før Bededag, da byens bagere ikke måtte bage brød, og derfor udviklede disse lækre bløde boller, som kunne holde sig til dagen efter. Meeen som man da ikke kunne lade være med at smage på, når de var nybagte!

Store Bededag overlevede Struensees store helligdagsreform i 1770, hvor ellers 10 helligdage blev afskaffet. Reformen var også dengang et udslag af, at man havde behov for arbejdskraft – og argumentationen lød, at folk heller ikke havde respekt for helligdagene, som i stedet blev brugt til ”Lediggang og Laster”, og at det var bedre og nyttigere at arbejde.

Reformen i 2023 har ikke afskaffelsen af ”lediggang og laster” for øje, men er skabt med henblik på at finansiere forsvarsforliget. Krudt og kugler til Ukraine har været slagordene. Ikke kun for at beskytte ukrainerne, men også os selv. 

Protesterne har da overordnet set heller ikke været en modstand mod, at forsvarsforliget skal finansieres, for over en bred kam er der enighed om, at det er en nødvendighed. Protesten har gået på, at der ikke har været alternative forslag i spil, og at regeringen ikke har inddraget hverken arbejdsmarkedets parter eller kirken i drøftelsen. Ja, at der slet ikke har været en drøftelse og demokratisk proces! 

Kan vi undvære Bededag? Ja, vi klarer måske nok at arbejde en enkelt dag mere om året – og kirkeligt set er Bededagen en særlig dansk opfindelse, som ikke har baggrund i bibelen og som sådan ikke bidrager afgørende til grundfortællingen om Kristus. Så ja, set i det lys kan Bededag vel undværes. 

Men lad os lige høre Peder Palladius igen: ... Når fremmede fjender vælter ind over os, så fjernes alt, hvad du har … din hustru og dine børn skændes for øjnene af dig, du må selv flygte eller miste dit liv. Sådan er det i krigstider. Derfor er det på tide, at vi mødes og beder om fred, fred, fred. 

Det er, som om de ord ikke har næsten 500 år bag sig, men kunne være ganske nye. Jeg tror, at vi også i 2023 har brug for at bede om fred! Og brug for dage til at minde os selv og hinanden om, at intet af det vi har, som for alvor betyder noget, må tages for givet, men er ren gave. Det, man i kirken kalder af Guds nåde. 

Og set i det lys: Nej! Så kan vi på ingen måde undvære Bededag.