Har I talt om realkredit i dag?
Nej vel, det er ligesom ikke rigtig noget vi taler om. Det er der bare. Vi tager det som en selvfølge, at vi har god adgang til at låne til en ejerbolig. Men sådan er det ikke overalt i verden. Den danske realkreditmodel er unik, og vi skal kæmpe for at bevare den. Derfor stiller jeg op til repræsentantskabet i Forenet Kredit. Valget er den 14. marts i Skanderborg.
Mine voksne børn er ved at etablere sig på boligmarkedet; én i Skive, én i Skanderborg og én i Hedehusene. De unge betaler det samme for realkreditlån som alle andre. De kan realisere deres drømme på samme måde som os, der er ved at etablere os med bolig to eller tre. Det giver en sammenhængskraft mellem generationer og på tværs af landet, mellem by og land - uanset risikoprofil. Det er ret unikt. Dén model vil jeg være med til at bevare og udvikle.
Den danske realkredit blev født på en brændende platform. Efter Københavns brand i 1795 opstod der et stort behov for billige lån til genopbygningen. Den første kreditforening blev etableret. Det var starten på det danske realkreditsystem, der sikrer en både økonomisk og socialt bæredygtig finansiering. Der findes ikke bedre og billigere boliglån noget andet sted i verden.
Forenet Kredit ejer Nykredit og Totalkredit. Forenet Kredit er en forening, hvor vi som kunder har mulighed for at øve indflydelse. Overskuddet fra Nykredit går ikke til aktionærer, men til foreningen, der sender pengene tilbage til os kunder igen som ”Foreningsfordele” og ”KundeRabat”.
Jeg er optaget af, hvordan vi kan fastholde værdien i boligmassen, og sikre en bæredygtig udvikling.
Jeg er optaget af, hvordan vi kan fastholde værdien i boligmassen, og sikre en bæredygtig udvikling. Kravene i det nye bygningsreglement betyder at fremtidens boliger skal bygges med et markant lavere CO2-aftryk. Jeg tror på, at foreningsstrukturen er med til at sikre vilkår, der gør det attraktivt at renovere og energioptimere vores boliger. Det skal kunne betale sig at træffe grønne valg.
Forenet Kredit har musklerne til at bidrage til fremtidens grønne løsninger. Nykredit er Danmarks største udlåner. Jeg siger som Pippi: Når man er ekstra stærk, har man en forpligtelse til at være sød ved andre.