Socialdemokratiet og borgmesteren fifler med sandheden
Etablerer vi den nye daginstitution på bekostning af idrætslivet i Stilling? Nej selvfølgelig ikke, skriver den socialdemokratiske byrådsgruppe i deres seneste debatindlæg vedrørende den kommende daginstitution i Stilling.
Det har de ret i. Det gør vi ikke. Det vidste vi bare ikke, da flertallet i byrådet bestående af S, SF, RV, Å, Ø og løsgængere tilbage i december måned besluttede at bygge en daginstitution midt på boldbanerne i Stilling.
De bekymringer som idrætsforening og borgere havde omkring, at den nye daginstitution ville betyde et farvel til fodboldbaner, var reelle nok. Købet af det ekstra boldareal blev først godkendt til byrådsmødet i januar, da forhandlingerne var faldet på plads. Forhandlingerne og dialogen om opkøb var altså ikke afsluttet eller på plads, da flertallet vedtog af placere institutionen midt på de eksisterende boldbaner. Skindet blev solgt, før bjørnen var skudt.
Hos Det Konservative Folkeparti har vi stemt for opkøbet. Den forkerte beslutning om placeringen skal ikke gå ud over foreningslivet i Stilling.
Hos Det Konservative Folkeparti har vi stemt for opkøbet. Den forkerte beslutning om placeringen skal ikke gå ud over foreningslivet i Stilling. Dette opkøb redder forhåbentligt det stærke idrætsliv i byen og sikrer et foreningsliv der kan styrkes og vokse i takt med byen.
Vi er stadig modstandere af beslutningen om at placere den kommende institution på boldbanerne ved Stilling skole. Vi kommer desværre til at tilbyde børnene et nyt dagtilbud og en dagligdag, der er plaget af støj over de tilladte værdier samt trafikale forringelser, hvor det bliver decideret farligt for børn på cykel.
Det nye opkøb af jord løser ikke problemerne med støj og adgangsveje til institutionen, men det betyder at vilkårene for idrætslivet ikke bliver forringet.