Etablerer vi den nye daginstitution på bekostning af idrætslivet i Stilling?
Nej selvfølgelig ikke. Faktisk sørger vi for både nyt og ekstra baneareal og udviklingsmuligheder til Stilling Fodbold - OG vi holder fast i vigtigheden ved at etablere lokal børnepasningskapacitet hurtigst muligt.
Det er nu ikke længere fortroligt, at kommunen i begyndelsen af december fik forhandlet detaljerne på plads om et køb af 8000 m2 ekstra jord til fodboldbaner til Stilling IF Fodbold ved siden af de nuværende baner.
Tavshedspligten omkring køb/salg af jord, mens sagerne behandles, betyder, at hele byrådet holdes informeret om sagens forløb, men at vi ikke kan udtale os, før købet er afsluttet og kommer til godkendelse på et byrådsmøde. De bekymringer som idrætsforening og borgere havde omkring at den nye daginstitutionen ville betyde et farvel til fodboldbaner, var det derfor ikke muligt at imødegå med information og fakta.
På byrådsmødet i december blev konsekvensen derfor, at den placering af dagtilbuddet, som for et år siden blev vedtaget af et enigt byråd, blev bragt op til fornyet diskussion, og en ændret placering blev fremført som den eneste mulige redning for idrætslivet.
Der er mange vigtige opgaver foran os med at sikre forholdene for de mange børn, der er på vej, og vi kommer bedst og hurtigst fremad ved, at der er konsistens og retning i de beslutninger, der tages. Når vi skal genbesøge beslutninger flere gange, koster det penge og tager tid, som i sidste ende går ud over borgerne. Nogle gange er det nødvendigt og klogt at ændre en beslutning, mens det andre gange er svært at få øje på hvad formålet skulle være.
Heldigvis er den nye institution i Stilling nu endelig på vej - den bliver et stort aktiv, og som bonus bliver der også endnu mere plads til at dyrke udendørs foreningsidræt fremover. Placeringen kommer til at bidrage til at børne-, idræts- og foreningsaktiviteter i endnu højere grad skaber liv og et aktivitetscentrum centralt i byen.
Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Skanderborg direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Uge-Bladets nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Uge-Bladet på listen og tryk tilmeld.
d