Hvem har fostret den syge idé at slukke for Sundhedshusets hjerte?

Som ny hyppig bruger af vores dejlige, gamle Skanderborg Sygehus - der de sidste årtier har videreudviklet sin rolle, og nu skal yde borgernær sundhedsfremme, forebyggelse og helbredelse – (alt det, der endnu kan gøres lokalt, mens sygdoms-specialist-hospitalerne, i horisonten, tager sig af resten) - lagde jeg, fra første færd, mærke til kaffe- og madduften i husets underetage – og hyggebelysningen der strømmede fra bunden af en af fløjene. Som en tryghedssøgende fremmed, slog jeg et smut derned og fik en hyggelig pause og en sund smoothie.

I julemåneden var der, ud over det sunde mad, også god dansk julemad. Jeg spiste glad frokost til en rimelig pris, når jeg kom til blodprøvetagning eller andet, og fik nogle gode snakke med de ansatte, der er hjælpsomme og imødekommende. Ansatte fra hele huset kom og hentede mad eller spiste – der var stille småsnakken – så jeg tænkte med glæde på denne lille oase, et frirum, når jeg nu, det næste halve års tid, skal deltage i forskellige forløb omkring: Godt i gang efter brystkræft.

Sikke et sted min kommune inviterede mig ind i, nu hvor det ikke mere var naboen eller en ven eller kollega, der havde fået kræft – men mig. 

En dag i december, hvor jeg spiste en sund salat, efter en konsultation, og gav udtryk for min glæde over maden og stedet - fortalte den ansatte ved disken, at cafeen lukkede den 1. februar.

”Hvad?? Hvorfor det, det hele ser da så lækkert og velfungerende ud!” ” De skal spare penge,” lød svaret. 

Jeg har flere gange tænkt, at cafeen nok var en socialøkonomisk konstruktion med folk i arbejdsprøvning, flexjob eller lignende – med den dejlige afstressede, rolige atmosfære, der hersker og stråler ud over disken fra køkkenet til cafélokalet. Jeg var stolt af, at min kommune prioriterede at have sådan en café, her i Sundhedshuset, hvor os der kommer, virkelig har behov for tryghed og hygge, i en sygdomsramt hverdag. Så det var da en rigtig træls meddelelse, jeg fik. Mit næste halve års hyggestunder i cafeen blev skudt ned på et sekund - sparet væk – og hvad med de ansatte i cafeen og huset øvrige ansatte, der spiste her - og alle de daglige brugere, patienterne der frekventerede huset?

Nu er det jo hørt før, at man skal spare. Men hvor kløgtigt eller dygtigt eller hvor meget bliver der mon sparet her? Det ligner til forveksling, da man sparede køkkenerne væk i plejehjem, børneinstitutioner og andre steder og centraliserede det hele. Det var da ikke nogen succes – og den spareplan er for længst taget af bordet – og fejlene rettet op.

Mon ikke denne café-slagtning får samme skæbne. Men så lad os dog bedrive rettidig omhu og lære af fortiden, i stedet for igen, igen, at tisse i bukserne for at holde varmen. Det er garanteret dyrere end gas – og det er da dyrt nok. 

Jeg vedstår gerne, jeg ikke har forstand på det med økonomien, men mon ikke denne lukning bliver en kort fornøjelse, efterfulgt af en masse besvær - og hyggen, glæden, varmen og duftene, de glade mennesker, det levende, pulserende centrum i huset, det kan ikke gøres op i kroner og øre. Det er livskvalitet og helbredelse, healing på et højt plan, for os mennesker der kommer her på grund af sygdom eller arbejder her, og spiser her, året rundt. 

Her i ”mega-specialisthospitalernes tidsalder”, må det vel være en af kommunens vigtige opgaver at opdyrke nære, lokale sundhedssteder/-organismer der emmer af liv og omsorg for borgernes ve og vel, og en varm café er en overordentlig billig måde at tilføre imødekommenhed, tryghed, omsorgsfølelse og hygge, til et sted, hvor folk i øvrigt kommer i meget alvorlige anliggender. Her er tale om liv og død og at lære syge mennesker, at komme til hægterne og forebygge et godt helbred, og det er så vigtigt at kunne falde ned i kaffe og croissanter og hyggelige omgivelser, og en uforpligtende snak med nogle mennesker, der nyder at betjene dig og har tid og lyst til at gøre det.

”Køkkenet er husets hjerte”, siger vi – og et hus uden et hjerte...? 

At lukke cafeen i sundhedshuset, den borgernære sundhedsbastion - hvor hele kommunens befolkning gerne skal føle sig velkomne, godt tilpas og hjemme, fra første færd, så de optimalt kan modtage stedets helbreds- og forebyggelses tilbud – det er som at slukke for hjertet i en sund, levende organisme. Hvem har dog fostret den syge idé? Og hvad tror de, de vinder ved den handling?