Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Noget om sten

Artiklens øverste billede
Rikke Amalie Vestergaard er sognepræst i Skovby. Pressefoto

Vi var på stranden i går. Tid til at bade. Det gik langsomt på vejen ud. Der var sten på bunden. De lå dernede og strålede. Det var, som om vandet gjorde dem levende.

Som barn havde jeg en stensamling. Eller måske var det bare alt godt fra havet og sådan natur i det hele taget. Der var slebet glas. Sneglehuse. Skaller fra blåmuslinger og hjertemuslinger. Der var også en stor konkylie. Købt i en eller anden museumsbutik. Og så sten. Alle mulige sten. Flade. Runde. Kridtsten. Flintesten. Lavasten. Hullede. Glatte. I alverdens farver.

Jeg kan stadig godt lide sten. Der er noget bestandigt ved sten. Noget holdbart. De fortæller på en måde om sammenhæng.

Jeg kan stadig godt lide sten. Der er noget bestandigt ved sten. Noget holdbart. De fortæller på en måde om sammenhæng. Og det er uanset, om det er en tilfældig sten, jeg samler op på vejen, eller de berømte af slagsen fra Jelling og Egypten. De siger alle: Det hænger sammen.

Sammenhæng er også det, kristendom drejer sig om. Nogle gange er det især tydeligt, når vi er på kirkegården eller går i kirke. Murene af granitkvadre har huset gudstjeneste efter gudstjeneste og flere hundrede års sang, sorg, lykke og håb. Og når vi – ligesom mennesker før os – samles der, kan det få os til at huske, at vi hænger sammen med Gud og hvermand. Og kløvstensmurene rundt om kirkegården og alle gravstenene kan det samme. Fortælle om vilkår, der gælder os alle. Om fællesskab. Også med vores døde.

Når sten kan fortælle om sammenhæng mellem mennesker, på tværs af tid og sted, himmel og jord, er det måske ikke så underligt, at Kristus også bliver kaldt for en sten. Hovedhjørnestenen. Den sten, der gør hele forskellen. Som er til at hvile på og læne sig op ad. Og kristne bliver kaldt for levende sten. Det kan virke modstridende. Hvordan kan en sten være levende? Måske er det nok at hælde vand på. Dåbsvand. Så vi – ligesom sten på stranden, der bliver levende i havet – liver op med løftet om, at for Gud er intet stendødt.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Marketing og Statistik, det gør du her: opdater dit samtykke.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.