Noget om sten

Vi var på stranden i går. Tid til at bade. Det gik langsomt på vejen ud. Der var sten på bunden. De lå dernede og strålede. Det var, som om vandet gjorde dem levende.

Som barn havde jeg en stensamling. Eller måske var det bare alt godt fra havet og sådan natur i det hele taget. Der var slebet glas. Sneglehuse. Skaller fra blåmuslinger og hjertemuslinger. Der var også en stor konkylie. Købt i en eller anden museumsbutik. Og så sten. Alle mulige sten. Flade. Runde. Kridtsten. Flintesten. Lavasten. Hullede. Glatte. I alverdens farver.

Jeg kan stadig godt lide sten. Der er noget bestandigt ved sten. Noget holdbart. De fortæller på en måde om sammenhæng. Og det er uanset, om det er en tilfældig sten, jeg samler op på vejen, eller de berømte af slagsen fra Jelling og Egypten. De siger alle: Det hænger sammen.

Sammenhæng er også det, kristendom drejer sig om. Nogle gange er det især tydeligt, når vi er på kirkegården eller går i kirke. Murene af granitkvadre har huset gudstjeneste efter gudstjeneste og flere hundrede års sang, sorg, lykke og håb. Og når vi – ligesom mennesker før os – samles der, kan det få os til at huske, at vi hænger sammen med Gud og hvermand. Og kløvstensmurene rundt om kirkegården og alle gravstenene kan det samme. Fortælle om vilkår, der gælder os alle. Om fællesskab. Også med vores døde.

Når sten kan fortælle om sammenhæng mellem mennesker, på tværs af tid og sted, himmel og jord, er det måske ikke så underligt, at Kristus også bliver kaldt for en sten. Hovedhjørnestenen. Den sten, der gør hele forskellen. Som er til at hvile på og læne sig op ad. Og kristne bliver kaldt for levende sten. Det kan virke modstridende. Hvordan kan en sten være levende? Måske er det nok at hælde vand på. Dåbsvand. Så vi – ligesom sten på stranden, der bliver levende i havet – liver op med løftet om, at for Gud er intet stendødt.