Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Livet er ikke kun krav og præstationer

Artiklens øverste billede
Benjamin Würtz Rasmussen. Foto: Presse

Der var engang to munke, som var på pilgrimsvandring. De gik og talte sammen.

Munke har jo afgivet et kyskhedsløfte, et løfte om at leve deres liv i cølibat. Kvinder skulle ikke distrahere, deres opmærksomhed, som kvinder jo gør. I stedet skulle de skal bruge deres fulde opmærksomhed på at leve et fromt liv og tilbede Gud.

Men så kom de til en bæk, hvor der stod en smuk kvinde i en fin kjole. Hun sagde til munkene, at hun skulle over bækken, hun skulle til fest. Men hun turde ikke gå over selv, fordi hun nødigt ville svine sin kjole til.

Derfor spurgte hun munkene, om de ville bære hende over. Den ene munk svarede nej. De var jo munke, og levede i cølibat. Men den anden munk svarede ja, og bar kvinden tørskoet over på den anden side. Munken satte hende ned og sagde pænt farvel.

Bagefter gik munkene tavse videre på deres pilgrimsvandring. Men da der var gået et stykke tid, begyndte den ene munk, at stille spørgsmål til den anden munk, som havde båret kvinden over bækken.

Han syntes det var forkert, det den anden munk havde gjort. Og han spurgte ind til, hvor alvorligt han egentlig havde taget det kyskhedsløfte, han havde aflagt i al højtidelighed. Var det alt sammen til ingen verdens nytte?

Han blev ved med at plage den anden munk med spørgsmål og alle sine personlige betragtninger, indtil den anden munk standsede op, vendte sig om og sagde: ”Jeg satte kvinden ned på den anden side af bækken – men du bærer stadigvæk rundt på hende”.

Vi lever i en tid, hvor der er meget vi skal nå. Der er meget vi skal have styr på. Der er mange forventninger til os. Og det er noget af det, som kan give bekymringer, og få os til at glemme at være lige hér – lige nu.

Den lille historie fortæller noget grundlæggende om livet. For der er en mærkelig sammenhæng mellem vores indre liv og vores ydre liv. Det peger den anden munk på, når han siger, at han har sat kvinden ned på den anden side. Helt konkret og fysisk, mens den første munk stadigvæk bærer rundt på hende i hans tanker.

Den anden munk gjorde det, situationen kaldte på. Han satte sine egne regler og krav til side et øjeblik for at hjælpe et andet menneske. Mens den første munk, bliver overvældet af livets bekymringer og brudte regler, og lader det fylde på hans vandring.


Vi lever i en tid, hvor der er meget vi skal nå. Der er meget vi skal have styr på. Der er mange forventninger til os. Og det er noget af det, som kan give bekymringer, og få os til at glemme at være lige hér – lige nu. Bare for et øjeblik glemme alle de krav og forventninger, som vi selv eller andre har, om det vi skal nå. For livet er ikke kun krav og præstationer. Livet handler nogle gange om bare at være. Det kan en daglig gåtur måske hjælpe til.

Kirkegaard var en stor fan af at gå. I en af hans bøger skriver han: Tab for alt i verden ikke lysten til at gå: Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til. Jeg går fra enhver sygdom; Jeg har gået mig mine bedste tanker til. Og jeg kender ingen tanke så tung, at man ikke kan gå fra den. Når man bliver ved med at gå, så går det nok.


Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Skanderborg direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Uge-Bladets nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Uge-Bladet på listen og tryk tilmeld.
d

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen