Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Vi skal leve med vores døde, hvad enten vi vil det eller ej«

Artiklens øverste billede
Tegning: Rasmus Sand Høyer

Mange har i denne tid været forbi kirkegården med lys eller blomster eller været til Alle Helgens gudstjeneste, måske endda med navneoplæsning til en mindegudstjeneste. Denne kirkelige højtid er vokset på grund af en folkelig interesse for at finde ritualer for noget, vi alle skal: Nemlig leve med vores døde. Hvad enten vi vil det eller ej.

At skulle begynde at leve livet uden et menneske, som vi ikke har kunnet forestille os at undvære, ændrer alt. Et nyt liv begynder – for os efterladte – uden den, hvis liv er slut. Det er ikke noget, vi har bedt om. Og alligevel sker det.

Tiden op til et dødsfald kan opleves hektisk: Hospitalsbesøg, pleje, praktiske opgaver. Tiden efter et dødsfald er også fyldt med gøremål: Der skal arrangeres begravelse, skifteret, oprydning.

Men på et tidspunkt kommer tomheden. Nu er der ikke mere at gøre: Hvad i alverden gør vi så?

Når der ikke er noget at gøre, må vi finde en måde at være i livet på. Alene og i fællesskab.

Magtesløsheden overvælder os, når vi oplever, at der er noget, vi ikke har magt over: Liv og død. De allerstørste ting er ude af vores hænder.

Samtaler med mennesker er præsters fornemmeste opgave: om savn, tomhed, lettelse, skamfulde tanker. At dele det tunge med en anden, kan gøre det lidt lettere at bære. Nogle kirker tilbyder også sorggrupper: Samvær om det svære.

Kirken er en bygning, det i sig selv kan give en ro at opsøge. Mange kirker står åbne i dagtimerne. Og så er der naturligvis gudstjenesterne. Ord, toner eller billeder kan røre os i vores sorg og tænde et håb i håbløsheden. At åbne sig for evangeliets budskab kan blive en del af det liv, der skal leves.

Kirkegården er sorgens sted. Kirkegården er også et sted, der inviterer til eftertænksomhed og store spørgsmål. Hvis vi får slæbt os afsted på kirkegården, har vi samtidig fået bevæget os, fået frisk luft. Vi kan på kirkegården ikke undgå at opleve, om det er farverigt efterår, kold vinter eller spirende forår

Vi kan opleve noget, som vi ikke selv skal præstere og få til at ske.

Magtesløsheden overvælder os, når vi oplever, at der er noget, vi ikke har magt over: Liv og død. De allerstørste ting er ude af vores hænder.

Når vi indser det, føler vi os små. Der er noget, der er større end os. Her kommer kirken og evangeliet ind i billedet. Ikke kun i forbindelse med et dødsfald, men hele livet igennem.

Kirken er der i sorg og i de største glæder.


Vil du hver dag modtage de væsentligste nyheder fra Skanderborg direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Uge-Bladets nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Uge-Bladet på listen og tryk tilmeld.
d

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen