Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Cykelsti - Hvad skal der til?

Artiklens øverste billede
Foto: Privat

Kære politikere.

Herude hvor vi bor, er der for størstedelen af skolens børn kun 1-2 km til skole. Herhjemme cykler vi i ladcykel til skolen om morgenen. Mine børn er stoppet med at spørge om de må cykle selv, de kender svaret.

Det er desværre blevet til et nej, fordi jeg simpelthen synes det er for farligt. Det kræver virkelig god tid, godt overskud og helst ikke morgentrafik - 3 ting der ikke hænger sammen med at skulle nå i skole om morgenen.

Bilerne kører snildt 80-100 km/timen, vejen er snoet, der er ikke en hvid stribe i siden til lige at give bare 15 cm helle, kanten på asfalten er stejl og når børnene først kommer ud i rabatten, fordi man desperat råber »ind til siden« når der kommer en bil, så er det virkelig svært for dem at komme op igen, uden at lave et stort sving ud på vejen.

Der er knap nok plads til to biler ved siden af hinanden og nogen steder absolut ikke plads - så når vi kommer cyklende er det bare en virkelig, virkelig farlig vej.

Som det er herude nu, så er folk tryggest ved at tage bilen de 1-2 km der er til skole, dette hænger hverken sammen med børnenes velvære og lyst til at cykle selv eller klimaets bedste.

Jeg ved ikke hvad der skal til - eller det vil sige jeg ved godt at et par dødsfald eller alvorligt sårede cyklister på strækningen ville hjælpe på prioriteringen, men det håber vi for alt i verden ikke vil ske. 

Vi har efter sigende, tidligere fået bevilget en tovejs cykelsti på vores strækning fra Alken til Skanderborgvej og grundejerne langs vejen skulle også have givet grønt lys, men som vi alle undrer os over, er der ikke sket noget. For et år siden blev det meldt ud at der skulle komme cykelsti fra Svejstrup til Bjedstrup, men dette blev heller ikke til noget.

Jeg ved ikke hvad der skal til - eller det vil sige jeg ved godt at et par dødsfald eller alvorligt sårede cyklister på strækningen ville hjælpe på prioriteringen, men det håber vi for alt i verden ikke vil ske.

Vores skole er netop blevet bevaret, Bjedstrup Skole. Børnetallet stiger stødt. Nu har vi så lige fået at vide at vi er røget yderligere tre pladser ned på cykelsti-prioriteringslisten, hvilket jeg selvfølgelig slet ikke forstår.

Jeg har et stort ønske om at de af jer, der har tid og overskud til en lille omvej, tager turen heromkring. Jeg forstår godt at der er mange steder der er brug for nye cykelstier, men faktum er, at her er virkelig mange børn der potentielt set kunne cykle selv i skole, men at vejen bare er alt for farlig til at vi som forældre tør lade dem gøre det.

Jeg beder jer inderligt tage dette alvorligt.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen