Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Solcellerne er på vej frem i lyset igen

Artiklens øverste billede
Peter Kjær, byrådsmedlem for Enhedslisten. Pressefoto

Nu står Skanderborg kommune pludselig med 3 - 4 solcelleprojekter. Det er godt at se, at flere landmænd har været villige at lægge jord til projekter, der kan bringe kommunen en lille smule nærmere på at være selvforsynende med energi. Over 200 Ha jord er der fundet. Her kan produceres over 150 GWh strøm sommeren over.

Havde man valgt vindmøller, skulle der have været brugt knap 6 Ha til den samme produktion. Men nu er det imidlertid solceller, der er aktuelle. Selv om solceller kun kan producere ganske lidt sammenlignet med vindmøller på det samme areal, så skal vi fremover gerne have en andel af vores energi fra solceller. Når vi så skal bevæge os ud i at beplante store arealer i kommunen med solcellepaneler, så er det vigtigt, at vi har nogle fornuftige retningslinjer.

Solceller frem for landbrugets sædvanlige monokulturer vil give mulighed for en voldsomt forbedret biodiversitet. Men det er vigtigt, at der gives de bedste muligheder for en stor biodiversitet med vandhuller, beplantning og variation. Jeg forestiller mig blandt andet, at solcellearealerne brydes op i mindre dele, så en varieret beplantning kan sikres. En opdeling vil samtidig kunne betyde, at landskabet skæmmes lidt mindre. Et bedre resultat for biodiversiteten ville naturligvis kunne opnås ved at placere 11 vindmøller på de godt 200 Ha og så lade naturen boltre sig på hele arealet. Vindmøllerne ville producere samme mængde strøm og samtidig ville der blive produceret strøm stabilt fordelt hen over året. Men som sagt skal vi også have fundet plads til solceller.

Jeg vil kraftigt opfordre til, at lokale beboere inddrages i projekter som dem, der nu er bragt på banen

Peter Kjær, byrådsmedlem for Enhedslisten

Jeg vil kraftigt opfordre til, at lokale beboere inddrages i projekter som dem, der nu er bragt på banen. Dels med tilbud om medejerskab, dels for at få arealerne udlagt på den mest hensigtsmæssige måde. Opfordringen gælder først og fremmest de interessenter, der gerne vil have lov at opstille anlæggene. Det skal ikke være sådan, at nogle udelukkende høster fordele af et projekt, mens andre udelukkende høster ulemper af det samme projekt. Men opfordringen gælder også os politikere i byrådet, som skal se til, at Skanderborg kommune leverer sin del til at klimamålene nås. Det skal jo ikke være sådan, at nogle kommuner udelukkende høster fordel af, at andre kommuner løser problemerne med at få reduceret drivhusgasudledningerne.

Når Skanderborg kommune skal bidrage til løsning af klimakrisen, betyder det at vi skal have fundet plads til anlæg, der producerer klimaneutral energi. Vi skal i gang med at udnytte flere tagarealer til solceller, vi skal i gang med at finde steder, hvor der kan placeres solceller på jordarealer, vi skal have fundet flere steder, hvor der kan opstilles vindmøller, vi skal have fundet steder, hvor der kan udtages lavbundsjord af markdrift, og vi skal have fundet steder, hvor der kan plantes træer. Der er mange ting at tage fat på, det haster, og det får alt sammen konsekvenser. Kunststykket består i at sørge for, at de af os, der får de største ulemper, samtidig får en rimelig kompensation. At gøre ingenting er ingen kunst, men hvem gider stå model til det?

Læs også

Del artiklen