Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Bombe under skolestrukturen og budgettet

Artiklens øverste billede
Christian Wibe Marker. Foto: Presse

Det er simpelthen ikke godt nok! I årevis har vi påpeget, at befolkningsprognoserne i flere ender af kommunen ikke holder stik! Men igen og igen har flertallet med socialdemokraterne i spidsen fastholdt at prognoserne holdt vand. Nu er en ny skoleprognose kommet, der fuldstændig slår bunden ud af alting.

Med tanke på de høje fødselstal og den store tilflytning, som har været en kendsgerning i årevis, har vi svært ved at forstå, hvorfor borgmesteren som tidligere undervisnings- og børneudvalgsformand eller den nuværende formand, Trine Frengler, ikke har set at advarselslamperne har blinket længe. Allerede i 2013 advarede vi konservative om udviklingen.

Igen og igen har vi fra konservativt hold advaret om, at kommunens fokus på il-udstykning ville ramme os i nakken som en boomerang og resultere i omfattende kapacitetsmangel i institutioner og skoler. Det har vi set flere eksempler på de seneste år, og det tvang os ud en ny organisering af skoler og dagtilbud sidste år.

Men den nye skoleprognose er en bombe under både skolestrukturaftalen og byrådets 10-årige investeringsoversigt. Anlægsbudgettet skrider, og problemer med at huse børnene havde vi allerede. Men nu ser det ud til at forværres voldsomt. Centrale dele af skolestrukturaftalen - bl.a. væsentlige skoledistriktsændringer - kan nu ikke gennemføres. Den 10-årlige investeringsoversigt, der præciserer hvad der skal bygges og økonomien bag, holder ikke længere. Dermed er store dele af budgettet røget. Det er en gåde, hvordan i alverden man har forestillet sig, at man kan styre anlæg og byggeri for en mia. hen over de næste år, når et budget og en skolestruktur skrider allerede efter ¾ år.

Prognosen viser en forventet stigning 2.689 elever i skolerne hen over de næsten 15 år. En stigning langt større end noget tidligere prognoser har forudset. De nye tal fra COWI taler deres tydelige sprog. Den nye skole i Ry vil være for lille allerede ved indvielsen! Og allerede overfyldte skoler i Ry-området samt skoler i Skovby og Stilling skal huse mange flere børn end først antaget. Mølleskolen er allerede spændt til bristepunktet, men skal efter alt at dømme kunne udvide fra 39 til 54 klasser.

Tiden er ovre for snakken om såkaldte kloge kvadratmeter, for kvikke ordspil løser ikke udfordringerne. Vi vil derfor opfordre Undervisnings- og børneudvalgsformanden til snarest muligt indkalder til drøftelser, om hvorledes vi kan løse problemerne.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Del artiklen