Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Skanderborg ønsker mere lokal selvstyre i forhold til store svinebrug

Artiklens øverste billede
Claus Leick. Foto: Presse

Skanderborg og landets øvrige kommuner er reelt sat uden for indflydelse og mulighed for helhedsvurdering i konkrete sager om store udvidelser af svineproduktioner.

Derfor har et flertal i byrådet vedtaget at sende en henvendelse til Folketinget Miljø- og Fødeudvalg, hvor der argumenteres for, at kommunerne er kørt ud på et sidespor og skal lægge navn til tilladelser, som kommunerne reelt ikke kan sige nej til.

I brevet står der blandt andet:

Som følge af ændringerne i Lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning med videre fra 2017, har vi som kommune ikke længere mulighed at imødekomme de mange hensyn i disse sager, da vi er afskåret fra at lave en samlet helhedsbetragtning. Muligheden for en samlet, konkret vurdering er, ifølge loven blevet fjernet og erstattet af generelle regler.

Det oplever vi som et stort problem, fordi vi som kommune ikke længere har mulighed for at tage hensyn til fx landskab, miljø, natur og naboer, på samme måde som vi har i andre sager.

Det er vigtigt af hensyn til det kommunale selvstyre og dialogen med vores borgere, at vi kan vurdere og afgøre ansøgninger om udvidede svineproduktion på sammen måde, som vi kan vurdere og afgøre sager om fx industri, vindmølle, larmende anlæg og andre aktiviter, som belaster miljøet.

Som det er beskrevet i Miljøstyrelsens følgebrev til loven, så er formålet bl.a., at skabe større produktionsmæssig fleksibilitet for og give frihed og administrative forenklinger til de danske husdyrproducenter under hensyntagen til natur og miljø.

Reelt betyder det, som det er beskrevet i bemærkningerne til loven, at ministeriet “fastsætter regler om afskæringskriterier, tålegrænser, husdyrbrugs indretning og drift, tekniske løsninger, egenkontrolregler, krav til placering og udformning af bebyggelse m.v., med henblik på, at kommunalbestyrelsen i mindre grad end i dag skal foretage konkrete vurderinger og fastsætte vilkår, idet der for en række miljøpåvirkninger fastsættes de samme vilkår i nærmest alle godkendelser eller tilladelser.”

Men denne forenkling betyder, at vi som kommune ikke kan sige nej med henvisning til overordnede hensyn til miljø, landskab, naboer med videre, som kan være vigtige i en samlet vurdering.

På den baggrund vil vi anbefaler Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg at drøfte og revurdere principperne om den stramme statslige styring i den nuværende Lov om husdyrbrug og anvendelse af gødning med videre.


Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen