Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Rute 26 – hold jer til sandheden 

Artiklens øverste billede

Byrådsmedlem Niels Kallehave DF, Favrskov Byråd oplyste den 17. maj i Midtjyllands Avis, at Folketinget helt tilbage i 2007 besluttede den linjeføring der gælder i dag, altså syd om søen.

Endnu et byrådsmedlem fra Favrskov Kommune taler usandt i sagen om rute 26.

I 1990 vedtog Folketinget ved lov, at Viborgvej kunne anlægges gennem det fredede areal nord for Lading Sø og syd for den nuværende Viborgvej (den såkaldte midterlinje).

I 2005 blev der i Regionsplanen foretaget arealreservation til forlægning af Viborgvej, nord om Lading for at hindre konflikt med byggerier.

I 2006 udgav Vejdirektoratet rapport 300 vedr. rute 26, Viborgvej, hvor der bl.a. står:

Hidtil har man planlagt en forlægning mod syd. Ved Lading er denne linjeføring dog mindre hensigtsmæssig på grund af fredningen omkring Lading Sø. Der er derfor skitseret en alternativ linjeføring nord om Lading. Området omkring og vest for Lading Sø er udpeget som naturområde.

Favrskov Kommune ønskede også at forlægningen af Viborgvej gik nord om Lading By, hvilket bl.a. kan ses i Favrskovs Kommuneplan fra 2009. Det fremgår af materialet, at Favrskov Kommune planlagde bebyggelse mellem den eksisterende bebyggelse ved Møllebakken og Kirkevejen. Favrskov Kommune planlagde bebyggelsen umiddelbart op til den planlagte omfartsvej nord om byen. I lokalplaner om udstykninger til boliger er der helt frem til april 2014 beskrevet en linjeføring nord om Lading.

I 2010 iværksatte Vejdirektoratet VVM-undersøgelse af tre mulige linjeføringer omkring Lading Sø.

Favrskov Byråd ændrede pludselig holdning, idet de nu ønskede, at Rute 26 gik syd om Lading Sø. Det var helt tydeligt, at Favrskov Byråd øjnede muligheden for kun at høste fordelene ved vejen, idet man ønskede ulemperne skubbet ned i Skanderborg Kommune.

Det var helt tydeligt, at Favrskov Byråd øjnede muligheden for kun at høste fordelene ved vejen, idet man ønskede ulemperne skubbet ned i Skanderborg Kommune.

Kristian Lindskov, Herskind Hede

Favrskov Kommune iværksatte en kampagne med fejlbehæftet materiale – rettet mod Transportudvalget. Det til trods for at linjeføring syd på en strækning af ca. 100 meter går gennem fredningen af Lading Sø, går over Borum Møllebæk på en 225 meter lang og 17 meter høj bro og den gennemskærer et stort område af Kulturarvsarealet nord og vest for Borum Eshøj.

I 2012 udkom VVM redegørelsen og Vejdirektoratet anbefalede Transportministeren at linjeføring Nord skulle lægges til grund for udbygningen af linjeføring 26.

I 2014 besluttede transportudvalget og Folketinget under stor påvirkning af Favrskov Kommune, at den sydlige linjeføring skulle benyttes og gik derved imod Vejdirektoratets anbefaling.

I 2020 fremsendte Favrskov Kommune sammen med Viborg, Silkeborg og Aarhus Kommune, i hemmelighed et nyt forslag om rute 26, til Transportministeren.

De foreslår at ændre motorvejen til en motortrafikvej, og de foreslår at ændre godt 40 procent af linjeføringen, i forhold til den besluttede linjeføring i 2014.

De fire kommuner ønsker dog stadig, at vejen går gennem den nordlige del af Skanderborg Kommune, men de havde helt undladt at involvere Skanderborg Kommune i deres ændrede planer.

Favrskov Kommunes opførsel i denne sag har selvfølgelig efterladt stor vrede og frustration blandt politikere og borgere i Skanderborg kommune.

Aarhus Kommune, Favrskov Kommune og Skanderborg Kommune burde som en selvfølge beskytte fredningen omkring Lading Sø, Borum Eshøj og kulturarvsarealet, samt den unikke natur i området.

Det samme burde de politiske partier også gøre, idet de slår sig op på at være ’grønne’.

I dette tilfælde bliver et stort naturområdet ødelagt, hvis man lægger en motortrafikvej syd om Lading Sø.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen