Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Ikke alle unge trives og har det godt

Artiklens øverste billede
Ikke alle unge trives. Venstres Søren Erik Pedersen foreslår en række indsatser, der skal få flere unge til at trives og få en god start på voksenlivet. Genrefoto

Langt de fleste unge mennesker trives og har et ”godt eller rimeligt” liv - ifølge skoleundersøgelser. Lad os som samfund trods alt glædes over det. Men det dækker selvfølgelig over, at der samtidig er en gruppe børn og unge, som ikke har den oplevelse, at livet kører i deres rette spor.

Vi hører, at for nogle kniber det med at komme i arbejde eller i uddannelse. Vi hører, at af de, som kommer i gang med arbejde eller uddannelse, er der for mange, som dropper ud. Vi hører, at selvværdet hos nogle unge godt kunne højnes. Vi hører, at indtag af alkohol er proportionalt med den sociale kapital.

Vi hører, at der nu skal sættes ind mod ensomhed hos folk i alle aldre også hos de unge. Vi hører, at stofmisbrug stadig er en udfordring. Vi hører, at der er sammenhæng mellem en dårlig start på ungdommens udfordringer og adgangen til jobcentret.

Som ung kan man være ikke uddannelsesparat – hvad værre kan være end at få sådan et skilt hængt på ryggen?  – Du er henvist til 2. klasse.

At et barn dropper ud  er et barn for meget – at vi som skole, kommune og udvalg ”taber” et barn, er måske staten på en lavine, som koster et forlist ungdomsliv

Vi ved, at en dårlig start på arbejdsmarkedet risikerer at medføre et knæk i pensionsopsparingen og dermed en anderledes ældretilværelse. Vi ved, at en bedre uddannelse giver en højere levealder. Vi ved, at en bedre uddannelse giver mindre rygning og bedre mad og dermed et bedre liv.

Så der er noget at gå i gang med. Et er at reparere på de ting, som er sket. Et andet er at få sat en ”prop” i hullet, så vi ikke bliver ved i samme skure.

På skoleområdet er det store issue at vi skal inkludere. En lidt trist opfattelse for de unge mennesker. At vide at man som ung skal inkluderes, er det samme som at sige til vedkommende, du er ikke som de fleste.

Som ung kan man være ikke uddannelsesparat – hvad værre kan være end at få sådan et skilt hængt på ryggen? – Du er henvist til 2. klasse.

Hvor skal vi starte?

For mig at se, er det i skolen, at en de helt store udfordringer gemmer sig, og som igen er meget resultatafhængig af livslinjerne til daginstitution og til livet i hjemmet.

Som kommune har vi formuleret nogle fine visioner, som vil børnene det bedste, ingen tvivl om det.

”Eleverne skal blive så dygtige, de kan” – det kan vi ikke blive uenige om er et fint mål.

Som politiker vil jeg prøve at vurdere, om jeg lader mål og handling flugte.

Stiller jeg gennem ”Skanderborg modellen” de rigtige krav og ønsker til en skoleledelse?

Stiller jeg de realisable krav og ønsker til vores lærere?

Stiller jeg de rette indfrielsesmulige forventninger til forældrene?

Er dialogen, som den skal være i alle tre eksempler?

Eleverne skal blive så dygtige, som de kan – men hvordan?

Og ved vi, hvordan vi får de ca. 15pct, som i dag ikke oplever skolegangen som optimalt, til også at få en aha oplevelse?

Jeg har ikke svarene, men dette skal også blot opfattes som starten på en proces, som er uhyre vigtig, set herfra.

At et barn dropper ud er et barn for meget – at vi som skole, kommune og udvalg ”taber” et barn, er måske staten på en lavine, som koster et forlist ungdomsliv, et anderledes familieliv og en start på voksenlivet, som kunne have været anderledes og lettere.

Vi har indsendte et par forslag til blandt andet budgetforhandlinger sidste år og i år - så må vi se, hvad der kommer ud af det.

Men indsatsområderne kunne være:

  • En folkeskole, hvor alle elever mødes i øjenhøjde, også de som ikke er så lette at få øjenkontakt med.
  • En folkeskole, hvor dreng/pige relationer vurderes.
  • At vi sikrer de unge piger en ballast, der gør ungdomspigelivet til en god oplevelse.
  • At vi reagerer, når børn ikke møder op i skolen. Det har en årsag. Måske kunne problemet løses ved at tilbyde den unge en lidt ældre ”følgesvend” så de får den tryghed, som gør det lettere at komme af sted til og være i skolen.
  • At give Ungdommens Uddannelsesvejledning et løft så ingen ung får prædikatet ”ikke uddannelsesparat”. Der skal være mere tid til at tale med unge om deres fremtid.
  • At hjælpe de unge til at tage det rette valg. Den sætning passer ikke godt ind i 2021, men at de unge tager et valg, og at de har et bedre grundlag at træffe dette valg på, er måske mere passende. Derfor ønsker vi at kigge til Fåborg Midtfyn Kommune som har etableret en ”Erhvervsrygsæk”, som giver den unge et bredere kendskab til de nære erhvervsvirksomheder og dermed et bredere kendskab til lokale erhvervsmuligheder.

Heldigvis trives langt de fleste unge mennesker i bedste velgående. Vi vil dog gerne have det ændret til at alle unge mennesker rives i bedste velgående.


Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen