Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

70 procent CO2-reduktioner i Dover Sogn: Babylonisk utopi

Artiklens øverste billede

I Danmark har vi ved besluttet en klimalov med et mål om 70 procent CO2-reduktion, der bringer os forrest i verdens kamp for klimaet. Vi fortæller hinanden, at vi med denne målsætning går forrest og viser andre (hele verden) vejen med dette ambitiøse mål.

I Skanderborg Kommune følger vi trop og bakker selvfølgelig op om den danske klimalov. I maj 2020 besluttede byrådet, at Skanderborg Kommune som virksomhed allerede i 2025 skal være CO2-neutral, og at kommunen med borgere og virksomheder skal have reduceret CO2-udledningen med 70 procent i forhold til niveauet i 1990. I den forbindelse udtalte Claus Leick, formand for Miljø- og Planudvalget, Skanderborg Kommune:

»Bæredygtighed og grøn omstilling er afgørende pejlemærker for byrådet. Med den nye politik har vi sat en klar retning og ambitiøse mål for arbejdet med klima og ressourcer for det næste årti.«

I det naturskønne Dover Sogn, der er beliggende i området mellem Skanderborg og Ry, er en opfyldelse af klimamålene derimod svær at få øje på. Skanderborg Kommune har lavet et udkast til en miljøgodkendelse, der gør det muligt for to svineproduktioner – der ligger med 900 meters afstand fra hinanden – at udvide og dermed fordoble deres produktioner.

Danish Crown oplyser, at klimabelastningen pr. svin er 223 kg CO2, hvilket betyder, at udvidelserne medfører en øget klimabelastning på godt 13.800 tons CO2. Det svarer i runde tal til den samlede udledning for Dover Sogns 1.600 beboere. Klimarådet har beregnet en samfundsudgift på 1.500 kr. pr. tons CO2, hvilket de samtidig anbefaler som afgift i 2030. Det betyder, at de to udvidelser af svineproduktionen i Dover Sogn koster os alle ca. 20 mio. kr. årligt. Hvem skal betale – eller rettere kompensere – for det?

For godt 3.000 år siden besluttede de sig i et af verdens bedst udviklede samfund for at udføre et meget ambitiøst projekt: De ville bygge et tårn, der kunne nå op i himlen. Målet var, at tårnet skulle være et uigenkaldeligt symbol for beboerne om stå sammen ”skulder ved skulder”. Projektet blev forpurret af Gud, der gav folket forskellige sprog, så de ikke længere kunne forstå hinanden. Hermed blev det himmelrækkende projekt forpurret.

Strategier og mål skal nedbrydes på mindre enheder for at være konkrete i forhold til mål og indsats. Det gælder også i klimaindsatsen. Det er baggrunden for, at Skanderborg Kommune er ansvarlig og klart melder ud, at kommunen som helhed skal opnå 70 procent CO2-reduktion i 2030. Men, gælder det også på sogneniveau – eller bliver det for konkret?

Som beboer i Dover Sogn er en opfyldelse af klimalovgivningen tæt på Babylonisk utopi, hvis ikke vore byrådspolitikere griber ind og forpurrer den meget kedelige klimaudvikling, vi har i sigte. Vi må forvente at politikerne bliver konkrete og ikke kun holder klimamålene på ”skåltalerniveau”.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen