Dagtilbud: Vi har brug for handling – ikke et politisk sceneshow
Skanderborg Kommunes kontraktholdere og forældrebestyrelsesrepræsentanter var 11. maj samlet med kommunens forvaltning og Undervisnings- og børneudvalg for at drøfte løsninger på det kapacitetspres, der er på dagtilbudsområdet i kommunen.
Der er på det seneste bragt mange konkrete historier om problemet, men som forældre til skole- og institutionsbørn i kommunen behøver man ikke læser om problemet i avisen - jeg tror de fleste af os forældre har oplevet et dagtilbudsområde under pres igennem flere år.
I vores Naturbørnehave Hulen ved Knudsøskolen er der, på en kort årrække, sket en fordobling af børnetallene, i Kildebjerg har vi et børnehus, der ikke kan følge med væksten i nærområdet og så ser vi, at de medarbejdere, der passer på vores børn udsættes for et enormt arbejdspres – for at komme med nogle eksempler fra Ry.
Kommunen har brug for en helhedsplan for skole- og dagtilbudsområdet, hvor der tages højde for vækstprognoser, så lokalplanerne for vores dagsinstitutioner i vækstområderne kan forberedes til væksten.
Så det er sympatisk, at arbejdet nu er sat i gang med at finde løsninger uanset, at det synes at være en postgang for sent.
Min oplevelse af mødet den 11. maj var, at vi har en faglig stærk forvaltning og lokale ledere, der allerede har solidt indblik i både udfordringer og løsningsmuligheder, så aftenen bar desværre præg af at være et politisk sceneshow for at vise politisk handling på et område, der er præget af manglende politisk handlekraft og visioner.
Kommunen har brug for en helhedsplan for skole- og dagtilbudsområdet, hvor der tages højde for vækstprognoser, så lokalplanerne for vores dagsinstitutioner i vækstområderne kan forberedes til væksten. Det vil skabe den nødvendige fleksibilitet, så vi ikke fremover skal diskutere akutte og alternative løsninger fordi lokalplanerne ikke tillader midlertidige løsninger, der strækker sig over 6 uger.
Fokus på eksisterende institutioner letter også bemandingsproblematikken ved, at der ikke skal rekrutteres et fuldt medarbejderhold som er tilfældet ved etableringen af nye institutioner. Herudover muliggør en helhedsplan også, at der skabes gennemsigtighed for forældrene i forhold til, hvor I kommunen man kan have en berettiget forventning om pasningsgaranti – mange forældre vil formentlig finde ro ved en pasningsgaranti på skoledistriktsniveau i stedet for den nuværende model.
Det er desværre for sent at kalde det rettidig omhu, men nu er det vigtigste handling så det sikres, at lokalplaner og kommunale byggerier er fleksible i forhold til alle vækst-scenarier. Vores børn, forældre og kommunens medarbejdere har ikke fortjent, at vi har denne diskussion igen om 10 år.