Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Debat: "Et ubegribeligt overgreb på natur og kulturarv"

Borger ønsker nordlig linjeføring af motortrafikvejen fra Aarhus til Hammel

Artiklens øverste billede
Linjeføring Nord ved krydsningen af rute 26. Motorvejen ligger i afgravning under den nuværende vej, der hæves på dæmning. Enkelte ejendomme får ændrede adgangsforhold. Visualiseringen er set mod nordøst.

debat En motortrafikvej nord om Lading er den bedste løsning for både mennesker og natur.

En eventuel sydlig linjeføring vil være et ubegribeligt overgreb på natur og kulturarv ved Borum Eshøj, krydse det fredede område ved Lading sø, gennemskære den 200 år gamle præstegårdsskov ved Skivholme og ødelægge uforstyrret herregårdslandskab ved Lyngballegård. Visuel og støjmæssig afværge er nærmest umuligt. Det tror jeg er ved at gå op for de fleste. Fordelene ved en nordlig linjeføring er lige så indlysende. De fremgår også tydeligt af vvm-undersøgelsens beskrivelser og konklusioner, her direkte afskrevet fra sammenfatningen, hvor der indledes med:

- Der er generelt vid udsigt mod syd og omkring Lading Sø mod syd og sydøst. Her vil et vejanlæg markere sig særligt tydleigt i landskabet.

- Nord for Fajstrup og Lading er der spredte indblik og udsigter mellem skovarealer, hegn og bebyggelser. Her vil de visuelle konsekvenser af et vejanlæg være mere begrænset.

- Alle linjeføringsforslag medfører landskabelige påvirkninger, men de vurderes at være mest omfattende ved etablering af linjeføring Syd.

- Der er forskel på de enkelte områders naturværdi, og det er samlet set vurderet, at linjeføring Syd krydser gennem de mest sårbare naturområder.

- Linjeføring Syd ligger længst fra den eksisterende rute 26 og i uforstyrret landskab, vil dette forslag have den største barriereeffekt i forhold til linjeføring Nord.

Om hjortevildtet er der beskrevet, at Linjeføring nord vil give en øget barriereeffekt udenfor de hegnede skove, hvorimod der ved den sydlige skrives, at området tilførers en ny og væsentlig barriere, da forslaget etableres i et område uden andre større infrastrukturanlæg. Jeg kan så tilføje, at der slet ikke er hegnet hernede ved Lyngballegård. Her løber rådyrene og kronhjorten frit rundt, nogle steder helt ind i folks haver.

VVM side 55, figur 7.5 beskriver, hvordan linjeføringsforslaget ved Fajstrup Krat ligger delvis i afgravning, og at der kan afværges mod visuelle og støjmæssige påvirkninger via terrænbearbejdning og beplantning.

Beskrivelsen tager udgangspunkt i en motorvej. Når vejen nedgraderes til motortrafikvej, giver det nye og endnu bedre muligheder:

- Den kan trækkes lidt tættere ned mod savværket. Derved afskæres kun en meget lille del af Fajstrup Krat, og vildthegnet skal kun flyttes og reetableres få hundrede meter.

- Der kan laves en afkørsel ved Fuglsangvej, først og fremmest til glæde for de 50 lastbiltransporter om dagen til biogasanlægget og kørsel mellem Frijsenborgs gårde. De kan køre direkte hen over Viborgvej, hvilket idag er meget svært/farligt.

- Trafikken gennem Lading-Fajstrup mindskes mest muligt. Beborere i Voldby vil f.eks. tage afkørslen ved Fuglsangvej.

Favrskov kommune beskriver selv i deres tidligere udviklingsplaner for Lading området:

”Det langsigtede perspektiv for Lading vil være den fredeliggørelse af den nuværende Viborgvej, der muliggøres af en ny vejforbindelse nord om byen” og desuden: ”Forlægning af Viborgvej nord om byen vil give nye udviklingsmuligheder”.

Hvad der skete i 2014 er svært at forstå. ”Hvad der ikke kan forklares, kan ikke forsvares”. En sund læresætning, som Nils Borring, Anders G., Kristian Pihl og co. måske skulle tage ved lære af? Ikke underligt folk er sure. De kan ikke forstå det, vil ikke acceptere unødvendig ødelæggelse af naturen, mister tiltroen til vores politikere, og debatten vil aldrig forstumme. Beslutningen i 2014 er aldrig blevet sagligt begrundet. Den bunder tilsyneladende i en politisk rævekage omkring et biogasanlæg og en påstand om, at der skulle ødelægges herregårdslandskab ved krydsning af Fajstrup Krat, lige bag savværket. Et vildthegn der skal flyttes nogle hundrede meter. I øvrigt alt sammen tæt på den eksisterende trafikkorridor, der passerer der, hvor Viborgvej har lagt i århundrede, mere end fire kilometer væk fra Frijsenborg Slot og tilhørende parker.

En nordlig linjeføring kan derimod både forklares og forsvares. Fordelene er indlysende og bliver kun endnu større ved at nedgradere vejen til motortrafikvej.

En motortrafikvej nord om Lading er derfor den bedste løsning, for både mennesker og natur.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen