Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Debat: Stop for udvidelse af konventionelle svinefabrikker

Artiklens øverste billede
Mira Issa Bloch.

Vi har længe forsøgt at gøre opmærksom på de dyreetiske dilemmaer der er, når man betragter dyr som produktionsenheder i stedet for levende væsner, vi har derfor haft vores ”burgris” med til forskellige arrangementer i Skanderborg, bl.a. for at illustrere, at en gris på 110 kg kun har krav på et opholdsareal på 0,65 m2. Vi mener, at det ikke er en værdig måde at behandle dyr på, og vi ser derfor ingen anden vej end at sige stop for udvidelse af konventionelle svinefabrikker og arbejde på, at det i fremtiden skal være den økologiske vej man går.

Når snakken handler om de problemer, der følger i halen på den intensive svineindustri, så bliver der ofte gjort forsøg på at lægge låg på debatten, og det mener vi er en af grundene til, at vi er havnet der, hvor vi er i dag.

Landbruget har igennem årene tilkæmpet sig nogle rettigheder og privilegier, som ingen anden industri har og natur, miljø og de borgere, der er bosiddende på landet og i landsbyerne, er de store tabere. De oplever, at de er fuldstændig retsløse. Det mener vi ikke er rimeligt, det skal og kan kommunen ændre på, bl.a. ved at turde tage debatten og stille nogle krav til måden, hvorpå man forvalter miljøgodkendelser til husdyrbrug.

Der er nemlig mulighed for, at der kan stilles nogle betingelser i miljøgodkendelser til husdyrbrug, der gør livet som nabo til en svinefabrik mere tåleligt. Den mulighed omgås forvaltningen ved at stille nogle betingelser, som så bliver fulgt af en masse undtagelser, så det reelt er op til landmandens moral og ambitioner, hvordan han tolker det.

Man kan blandt andet regulere tung trafik så der ikke må køres igennem landsbyer og af forskellige ruter. Man kan også stille nogle betingelser for, hvornår der må køres på til og frakørsler til ejendommene med de store tunge køretøjer, det kan gøre en verden til forskel for naboerne, for så bliver de ikke holdt vågne, når der i lange perioder bliver kørt i døgndrift med støjende og blinkende vogntog, forbi deres boliger. Det bør være en betingelse, når landmanden søger tilladelse til at udvide bedriften med mange tusinde svin, at han kan godtgøre at det er muligt at producere foder, køre gylle ud og pløje det ned inden 24 timer som loven kræver, uden at tage natten i brug- hvis ikke så skal godkendelsen ikke gives.

Alternativet kan på ingen måde stå inde for den måde, hvorpå kommunen hidtil har forvaltet miljøgodkendelser til husdyrbrug. Hvis vi skal stå bag de fremtidige miljøgodkendelser, så vil vi insistere på, at man som minimum bruger de muligheder, som husdyrloven giver for at regulere industrien, og de muligheder der er for at give afslag på udvidelser, hvis projektet har for store omkostninger for naturen og borgerne.

Administrationen har flere gange de seneste år fået tilbagevist miljøgodkendelser til svinebrug på grund af fejl og mangler i godkendelsen, det er bl.a. naturbeskyttelsen det er galt med, hvorfor bliver den ikke prioriteret?

Vi mener, at politikerne skal lave en helhedsvurdering af, hvilke konsekvenser det har, at der i Skanderborg kommune efterhånden er givet tilladelse til så mange svinefabrikker som tilfældet er. Bør det ikke give anledning til bekymring, når der for nylig er givet tilladelse til at udvide en i forvejen stor svinefabrik, der ligger få hundrede meter fra festivalområdet, Kærligheden og Vrold, når man ved, der er en potentiel risiko for, at den næste pandemi kan komme fra svinebesætninger.

Professor i virologi Hans J Kolmos udtaler i lørdagens Berlingske: Ved siden af pandemien med coronavirussen er der lige nu adskillige influenzavirusstammer i store svine- og kyllingebesætninger. Det er formentlig kun et spørgsmål om tid, før et svineinfluenzavirus og et fugleinfluenzavirus vil finde over i mennesket og lave en ny pandemi”-, har man i kommunen, overhovedet gjort sig nogle overvejelser i den retning?

Vi i Alternativet ser frem til, at der i forbindelse med KV 21 bliver en debat, hvor vi får mulighed for at høre hvad den politiske holdning er til ovennævnte problematikker. Skal Skanderborg kommune virkelig praktisere det som Mette Gjerskov i forbindelse med henvendelsen til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg kaldte- ”den laveste fællesnævner ”-når der gives miljøgodkendelser til husdyrbrug?

Er det det som den enkelte lokalpolitiker ønsker eller skal vi begynde at tænke i nye baner?

Læs også

Del artiklen