Færre klager over værkstedet
Lavere aktivitet og flere hjemmearbejdsdage har angiveligt været medvirkende til færre klager i fjor over værksteder eller ved bilkøb, viser tal fra Ankenævn for biler.

Der er ikke så mange danskere som tidligere, der har haft så store problemer med deres værksted eller bilsælger, at sagen er røget i Ankenævn for biler.
Det viser opgørelsen over de antal sager, som nævnet modtog i fjor. Her kom der anmeldelser om 538 sager, hvilket er 90 sager færre end i 2020.
Faktisk skal vi helt tilbage til nævnets start i 2012 for at finde et tilsvarende lavt antal.
Som tidligere år handler fire af fem sager om bilhandel, mens den sidste del drejer sig om reparationer.
I cirka 200 af sagerne fik bilejerne helt eller delvist direkte medhold, mens virksomhederne fik medhold i 150 sager.
Ifølge Nikolaj Andreasen, der er sekretariatschef i Ankenævn for biler, er der formentlig en række sammenfaldende årsager til, at færre danskere klager.
»Der har været en nedgang i nye sager, og der har ikke været nogen opsigtsvækkende nye problemstillinger.
Jeg tror ikke, at nedgangen skyldes én ting, men at vi her ser resultatet af en række forskellige omstændigheder,« siger Nikolaj Andreasen.
Han peger på, at corona har betydet, at mange folk kører mindre, bl. a. på grund af mere hjemmearbejde, så der simpelthen er mindre aktivitet og mindre at klage over. Samtidig har den store efterspørgsel efter i særdeleshed brugte biler betydet, at folk måske har en større tolerancetærskel.
»Der har måske været nogle mindre ting, som tidligere gav anledning til utilfredshed, der ikke giver den samme utilfredshed længere,« siger Nikolaj Andreasen, som også mener, at nogle af forhandlerne er blevet bedre til at tackle sager i opløbet.
Problemstillingerne er de helt typiske både for værksteder og ved bilhandel.
»Det handler mest om forventningsafstemning, altså om, hvad der er aftalt, og hvad man får.
Og så kan der være uenigheder om noget, som engang virkede, og som ikke virker mere,« siger Nikolaj Andreasen.
Rækkevidde og opladning
Elbiler og plug-in-hybrider begyndte at fylde mere for et par år siden, og der er også kommet flere sager i fjor. Men det er stadig i den beskedne afdeling. Her handler problemerne mest om rækkevidde og opladningshastighed.
Alt er dog ikke lutter idyl. Omkring 40 virksomheder rettede sig ikke efter nævnets afgørelse og endte i det såkaldte udhængsskab. Den andel er uændret.
Nikolaj Andreasen konstaterer, at der her er en del gengangere, som mere konsekvent ikke retter sig efter afgørelserne. Langt de fleste af de virksomheder er ikke organiseret af autobranchen.
Han peger på, at antallet af sager i det hele taget ikke fylder meget i forhold til, at der i fjor alene blev solgt 185.000 nye biler og anslået tre gange så mange brugte.
Det tog i gennemsnit 5,1 måned at behandle en sag, hvilket er en lille stigning i forhold til i fjor, men ligger inden for statistiske udsving.