Pandemien betød færre trafikuheld i 2020

Corona-pandemien kan ses på ulykkesstatistikken og nedlukningen af landet i foråret 2020 gav det laveste ulykkestal i en marts måned siden Anden Verdenskrig.

Artiklens øverste billede
Også antallet af trafikulykker blev påvirket af corona-pandemien. Foto: Ingimage.com

Et af de meget få plusser ved corona kan aflæses i ulykkesstatistikken fra trafikken. Tal fra brancheorganisationen Forsikring & Pension viste en lynhurtig effekt af, at pendlerne arbejdede hjemmefra - antallet af bilskader og antallet af trafikdræbte faldt markant, mens Danmark var lukket ned under det første coronaudbrud.

Der var således blot ni trafikdræbte i marts 2020, hvilket ifølge Vejdirektoratet er det laveste antal trafikdræbte i en marts siden Anden Verdenskrig.

Ligeledes viser opgørelsen fra april og maj 2020, hvor landet stadig i stort omfang var lukket ned, færre trafikuheld. Her faldt antallet af skader i trafikken med henholdsvis 14 og 13 procent.

At nedlukningen var en direkte årsag kunne konstateres senere på året: i juni og juli, hvor der blev lempet på restriktionerne, var antallet af skader tilbage på det niveau, de har været de seneste fem år.

Der var i skrivende stund ikke opgjort en samlet statistik for 2020, men det forventes, at den vil vise færre trafikskader samlet set efter nedlukning og restriktioner.



Kehlet

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen