Der er et stort antal helt nye VW ID. 3 til salg på Bilbasen, især fra Tyskland. Foto: Lars Krogsgaard

Der er et stort antal helt nye VW ID. 3 til salg på Bilbasen, især fra Tyskland. Foto: Lars Krogsgaard

Kunderne flokkes om elbiler

Der er enorm interesse for el- og plug-in-modeller på Bilbasen

Af
Jens Overgaard

elbiler Interessen for fuldt eller delvist elektriske biler bliver ved med at stige. Også på brugtbilmarkedet.

Det viser tal fra Bilbasen, der viser, at danskerne søger 10 gange så meget efter el-og plug-in hybrider som efter klassiske modeller med benzin-eller dieselmotor.

Interessen for at køre biler med elmotor har aldrig været større. Det gælder også på brugtbilmarkedet.

Det viser en søgeopgørelse, som Bilbasen har lavet. I øjeblikket søges elbiler omkring 10 gange mere end traditionelle benzin-og dieselbiler.

"De mest populære elbiler på Bilbasen såsom Tesla 3 og VW ID. 3 bliver søgt op imod 20 gange mere end gennemsnittet for benzin-og dieselsøgninger," siger Jan Lang, der er markedsanalytiker ved Bilbasen.

På tre måneder er udbuddet af brugte elbiler til salg mere end fordoblet, og nu er der godt 1.600 brugte elbiler til salg på Bilbasen. I samme periode er antallet af plug-in hybrider steget med 40 pct.

"Forhandlerne importerer selv rigtig mange elbiler fra især Tyskland, men også Frankrig og Sverige for at kunne følge med efterspørgslen, og dermed øges konkurrencen på markedet for brugte elbiler, og det er med til at holde priserne nede selv om efterspørgslen er meget høj," siger Jan Lang.

Det er kun få måneder siden, at VW introducerede sit bud på en storsælgende elbil i form af VW ID. 3. Og allerede nu er der 90 brugte VW ID. 3-modeller til salg, men der er faktisk endnu flere af luksus-elbilen Audi e-tron med 115 brugte til salg. Det største udbud er dog Tesla 3, som der er 170 brugte til salg af lige nu.

Samtidig har Bilbasen forsøgt at gøre det lettere at overskue teknikken, så man kan lede efter de biler, som lige netop passer til ens behov.

"Vi har tilføjet en række søgekriterier såsom batteristørrelse og rækkevidde på Bilbasen, faktisk på samme måde som man kan søge efter brændstofforbrug," siger Jan Lang.

Elbiler til salg

  • Tesla 3 170 stk.
  • BMW i3 164 stk.
  • Audi e-tron 115 stk.
  • VW ID. 3 90 stk.
  • Kia e-Niro 85 stk.

Kilde: Bilbasen.

Publiceret 16 January 2021 15:00