Polestar 2 bliver den første model fra mærket, der skal sælges herhjemme. Foto: Polestar

Polestar 2 bliver den første model fra mærket, der skal sælges herhjemme. Foto: Polestar

Nu kommer elbilerne fra Polestar

Svensk-kinesisk mærke udfordrer Tesla

Af
Jens Overgaard

polestar Efter længere tids opladning er det nu helt sikkert, at det nye Polestarelbilmærke kommer til Danmark.

Sådan lyder meldingen i en officiel meddelelse fra Polestar, som vil udvide de oprindelige syv europæiske markeder med tre mere og indtage Danmark, Finland og Østrig i 2021.

Det bliver med den nyeste Polestar 2-model som spydspids. Det er en pænt stor premium-hatchback, der foreløbig er vist med en batteripakke på 78 kWh, en ydelse på 300 kW (408 hk), og som klarer 470 km på en opladning. Det er en model, som bl. a. skal konkurrere mod Tesla Model 3. Der vil dog følge mindre versioner. Det er kinesiske Geely, som ejer Volvo, der står bag Polestar, og ambitionerne er store.

Thomas Ingenlath, der er øverste chef for Polestar, uddyber:

"Mange spørgsmål går på, hvornår Polestar 2 vil være tilgængelig på flere markeder. Vi kan selvfølgelig ikke gøre det hele på én gang, men det føles fantastisk endelig at kunne bekræfte vores markedsudvidelse, der starter med Danmark, Finland og Østrig," siger Thomas Ingenlath, CEO for Polestar. De indledende brand-aktiveringer forventes at begynde i andet kvartal af 2021, og ordrebøgerne åbnes i sensommeren. De første leveringer er planlagt til starten af fjerde kvartal.

Polestar har også lanceret plug-in hybriden Polestar 1, mens den elektriske SUV Polestar 3 følger.

Det er endnu uklart, hvordan bilerne skal sælges og serviceres herhjemme.

Ifølge FDM er der lagt op til salg over nettet og service hos udvalgte Volvo-forhandlere. Præcise modelspecifikationer og prisoplysninger vil blive bekræftet tættere på lanceringen.

Publiceret 25 December 2020 16:00