Mange af de nye assistentsystemer er ikke helt udviklede og døjer stadig med børnesygdomme. Bilkøbere og bilforhandlere skal dog sætte sig bedre ind i systemerne, lyder det i rapport. Foto: FDM

Mange af de nye assistentsystemer er ikke helt udviklede og døjer stadig med børnesygdomme. Bilkøbere og bilforhandlere skal dog sætte sig bedre ind i systemerne, lyder det i rapport. Foto: FDM

Danskerne ved for lidt om bilens sikkerhedsudstyr

Nye biler bugner ofte af avanceret sikkerhedsudstyr. Men bilejerne ved for lidt om udstyret, som ofte også har børnesygdomme, viser stor undersøgelse. Bilsælgere og de nybagte bilejere skal sætte sig mere ind sagerne

Af
Jens Overgaard

sikkerhed Vejbaneassistent, adaptiv fartpilot, advarsel for trafik i blinde vinkler og en avanceret automatisk nødbremse. Det lyder godt, når bilproducenterne lister mængden af sikkerhedsudstyr op i de nye bilmodeller, hvor selv miniklassen nu er kommet godt med. Det er bare ikke altid, at systemerne, som forkortet hedder ADAS (Advanced Driver Assistent Systems), virker efter hensigten.

Systemerne, der f.or eksempel kan holde vognbanen, tilpasse farten efter vejskiltene, selv bremse bilen ned for hårde eller bløde trafikanter og endda følge trafikken med en såkaldt køassistent, er meget forskellige fra mærke til mærke, og en del har børnesygdomme, så de ikke fungerer optimalt.

Vi har tidligere fortalt om en FDM-undersøgelse, som viste, at selv små fejl som beskidte sensorer kan sætte systemerne skakmat uden at give fejlmeldinger i kabinen, men allerværst kører de nybagte bilejere af sted uden helt at vide, hvordan systemerne fungerer og reagerer.

Det viser en stor europæisk undersøgelse, som også omfatter danske bilister, fra de europæiske bilklubbers paraplyorganisation, FIA Region 1.

Adaptiv fartpilot, der selv kan holde afstand til forankørende, vinder ind i mange modeller. Men der er stor forskel på betjeningen. Foto: Audi

Adaptiv fartpilot, der selv kan holde afstand til forankørende, vinder ind i mange modeller. Men der er stor forskel på betjeningen. Foto: Audi

Manglende tryghed

Lone Otto, som er leder af FDM's tekniske rådgivning, har som formand for FIA's tekniske ADAS-arbejdsgruppe har været med til at udarbejde rapporten. Hun peger på alvoren.

"Der er ingen tvivl om, at nye assistentsystemer som f. eks. automatisk nødbremse allerede har forbedret trafiksikkerheden markant. Men som både FDM og sikkerhedssamarbejdet Euro NCAP tidligere har påvist, og som rapporten også dokumenterer, har systemerne deres begrænsninger og virker ikke altid godt nok. Det kan give en falsk tryghed bag rattet," siger Lone Otto.

I undersøgelsen er 9.000 bilister blevet spurgt om deres kendskab til og erfaring med systemerne, der langtfra gør deres bil selvkørende, hvilket mange ellers fejlagtigt har en oplevelse af.

Undersøgelsen viser, at det kun er to tredjedele, som oplever, at systemerne fungerer, som de havde forventet.

Lige så mange, nemlig 70 procent svarer, at de overvurderer, hvor godt de virker. Mest bemærkelsesværdigt er det, at næsten alle, nemlig 99 procent, ikke fik nogen særskilt uddannelse i systemerne, men alene stolede på oplysningerne fra bilforhandleren.

"Vores undersøgelse, der også omfatter danske bilejere, viser, at mange ikke ved, hvilke assistentsystemer deres bil har. Det største problem er dog, at mange tror, at de ved, hvordan systemerne virker, uden at kende deres begrænsninger. I værste fald kan det føre til uheld. Derfor venter der en opgave for bilproducenterne og -forhandlerne, der skal blive bedre til at informere om assistentsystemerne. Men som bilejer har man selvfølgelig også selv et ansvar for at sætte sig ind i sin nye bils egenskaber. Det er et spørgsmål om sikkerhed," siger Lone Otto.

Der er stor forskel på, hvordan den automatiske nødbremse virker. VW Up havde i sin tid en meget enkel af slagsen. Den blev fjernet i de sidste Up-modeller, men nødbremsen er langt avanceret i f. eks VW Polo. Foto: FDM

Der er stor forskel på, hvordan den automatiske nødbremse virker. VW Up havde i sin tid en meget enkel af slagsen. Den blev fjernet i de sidste Up-modeller, men nødbremsen er langt avanceret i f. eks VW Polo. Foto: FDM

Publiceret 20 November 2020 17:00