BMW med udspilede næsebor
Tyske BMW viser de første billeder af de nye heftige M3 Sedan-og M4-Coupé-modeller, der yder 480 eller 510 hk alt efter model
bmw Det gamle ordsprog om ikke at skue hunden på hårene skal måske revideres. I hvert fald når vi taler om de nye BMW M3 Sedan-og M4 Coupé-modeller, der er lige så voldsomme, som de ser ud.
De ekstremt sportslige versioner af 3-og 4-serierne er nemlig udstyret med en kølergrill, der har BMW-nyrer af så voldsomme dimensioner, at det nærmer sig indsugningen på et jetfly.
De følger kendetegn som bredere hjulkasser, M-gæller, fire udstødningsrør, tag i kulfiber og en kabine med sportssæder med indtræk af Merino-læder.
De foreløbige tekniske specifikationer peger da også hen mod et flyvende afsæt.
Her er tale om nyudviklede benzinmotorer med seks cylindre placeret i række og med Twinpower-turboteknologi, som yder 480 hk i de almindelige M'ere og 510 hk i de vildere Competition-modeller.
De er bestykket med en ekstra motoroliekøler samt separat transmissionsoliekøler, som er med til at genere et moment på 650 Nm, mens 0-100 km/ t. klares på 3,9 sekunder, og tiden for 0-200 km/ t. er 12,5 sekunder.
Opgradering
De baghjulstrukne modeller bliver som udgangspunkt udstyret med seks trins manuelt gear i de mindste versioner, mens de kraftigere får otte trins Steptronic sports automatgearkasse med systemet Drivelogic og tre skifteprogrammer.
Ud over M-sportsundervogn med elektronisk styrede støddæmpere og sportsstyretøj er der også compoundbremser, der kan opgraderes til keramiske bremser.
De nye M3-og M4-modeller lanceres herhjemme til marts. Fra næste sommer vil de også kunne fås med xDrive firehjulstræk.
Det er nyt for model-serien, hvilket også gælder stationcaren, M3 Touring, som kommer om cirka to år.
Publiceret 17 October 2020 18:00