Anne Linnet fik graderne til at stige i Bøgeskoven

Anne Linnet har stået på scenen i en menneskealder og formår stadig at få folk til at føle sig trygge i hendes selskab. Heller ikke den aarhusianske accent er ikke til at tage fejl af - en af de helt store sangskrivere i vores lille land kommer fra Aarhus og lørdag eftermiddag genbesøgte hun nogenlunde de samme breddegrader, da hun kiggede forbi Bøgescenen på Smukfest.

Inden hun satte nummeret ’Ingen tid at spilde’ i gang, kom Anne Linnet med en bemærkning til de unge samt en refleksion over eget liv:

»Det er en ting, der er fed for mig - at der både er unge og ældre og børn her. Se at få set de ting, I drømmer om. Se at få gjort de ting, I drømmer om her i livet. Lige pludselig tænker man - hov, nu er jeg da ved at blive voksen… Tiden begynder at blive kostbar nu. Precious time.«

Blandt publikum nikker flere samstemmende.

Næste sang var med lykken som omdrejningspunkt. Om sjælesyge, om at være på det rette sted og om at lede efter lykken. Markus på trommer sang duetten sammen med hende.

»Mit store kick får jeg ved at se på jer - det allerstørste kick får jeg ved at have komponeret en helt perfekt sang. Sådan har jeg det med mange af mine sange, men denne kræver en stærk stemme og det har Julie (Lindahl, red.), som skal synge ’Det er ikke det du siger’.«

Folk svajede med og var mørket faldet på (Anne Linnet spillede midt på eftermiddagen), ville lysene fra mobiltelefoner sikkert have lyst skoven op. Folk brød spontant ud i fællessang og glemte næsten, at det plejede at være Sanne Salomonsen, der sangsangen.

Julie Lindahl høstede et stort bifald.

Venus-sangen fyrede op om det publikum, der stod op. Folk sang med på sangen, der handlede om at slibe kanter af, om indre universer og en tur rundt om Venus og røde Mars.

Pladsen var ved at blive fyldt op.

Man kunne mistænke det unge publikum, der overværede koncerten, at de primært stod der for at sikre sig en god plads til Jada, som skulle spille efterfølgende, men de stod og sang med.

Det gjorde hele skoven også højt på “Den jeg elsker”, som blev brugt til at støtte AIDS fonden.

»Musik er et sprog. Vi lærer det fra vi er ganske små. Vi ligger i maven og hører den der musik.«

Alle kunne synge med på ’Smuk og dejlig’, men temperaturen steg lige et par grader mere med ’Glor på vinduer’. Det var tydeligt, at en del kunne sætte sig ind i denne sang. Der bliver sendt blikke og peget på hinanden.

Sangen er fra Anne Linnets eksperimenterende del i sit liv, og mon ikke sangen stadig ramte plet i ungdommens evige optagethed af diversitet, kønsroller, feminisme og seksualitet.

Som ekstranummer sang Anne ’Jeg er jo lige her’, som lå i skrivebordsskuffen i mange år, før den var klar til at blive udgivet.

Hun løftede sløret for, at det samme kommer til at ske for 50 nye sange, som har ligget i skrivebordsskuffen og “modnet” gennem årene. De bliver udgivet til efteråret.

Den nyhed var god at afslutte koncerten med.