Sidste lodseddel er snart solgt
Ry Rotary Klub forventer i den uge at have solgt den sidste af 2.000 velgørende lodsedler.

»Det er godt nok gået stærkt med salget. Sikken en opbakning til vores lotteri,« fortæller Hanne Fabricius-Haunstrup fra Ry Rotary Klub. Hun holder nøje styr på det samlede salg af de kun 2.000 lodder, som udbydes i årets billotteri 2021.
Udover medlemmer fra Ry Rotary Klub med de røde trøjer, som sælger lodsedler rundt om i Ry, har den lokale Ry-klub også besluttet at sælge lodsedler online via Rotary-klubbens hjemmeside. Hvilket har været en stor succes, fordi mange udenfor byen eller i oplandet på den måde også har kunnet få fat i lodderne.
Vinderchancerne er til at få øje på med kun 2.000 lodder, hvor man kan vinde en Peugeot 108 Prestige eller få udbetalt 75.000 skattefrie kroner. I alt er der 29 præmier for samlet 145.180 kroner.
Ry Rotarys sommerlotteri, som kører på 12. år støtter og har støttet mange aktiviteter i lokalområdet. Blandt andet Kunstværk ved Fællesskabets Hus i Ry, e-sport, Natteravnene, roklubben med tilskud til bådebro og siddepladser ved havnepavillonen. Desuden hjælper klubben kaffefarmerne ved Mt. Elgon i Bukalasi, Uganda til et bedre liv.
Hanne Fabricius-Haunstrup forventer, at der bliver udsolgt af lodder i løbet af en lille uges tid. Så har klubben solgt alle 2.000 lodder. Det betyder, at klubben kommer i mål lang tid før beregnet. 2. november udtrækker notarius publicus vindernumrene.
am