Koncert i Stilling kirke
Den lokale pianist Rasmus Andres Hesselbjerg Sørensen giver den på alle tangenter
Der er lagt op til en spændende koncert med den unge, lovende pianist Rasmus Andres Hesselbjerg Sørensen, når han torsdag 10. juni kl. 19.30 spiller værker af J.S. Bach, F. Schubert (en allegretto) og A. Ginastera (3 argentinske danse) i Stilling Sognegård.
Rasmus Andres Hesselbjerg Sørensen, som er vokset op i Stilling, har gået på MGK i Århus under Zara Prumian og er nu færdig som bachelor, som blev taget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium under docent Amalie Malling.
Efter sommeren fortsætter han sine studier i København hos den unge nyudnævnte armenske professor Marianna Shirinyan.
Rasmus Andres Hesselbjerg Sørensen har ind imellem øvet sig på Yamaha-flyglet, som står i Stilling Sognegård, og han glæder sig til at komme tilbage til sin hjemstavn og præsentere noget af det, han har lært.
Der er gratis adgang. Alle er velkomne. Der vil selvfølgelig være håndsprit og man kommer til at sidde med behørig Corona-afstand.
gs