Grethe Bo Madsen, redaktør af UgeBladet. Foto: Per Bille

Grethe Bo Madsen, redaktør af UgeBladet. Foto: Per Bille

Kommentar:

Ny skolestruktur på plads - Er alle så glade nu? Næh...

Byrødderne har landet et kompromisforslag, alle partier i byrådet på nær Alternativet kan stå inde for. Det nye forslag adskiller sig fra det oprindelige på ganske få punkter. Først og fremmest er skolelukningerne lagt i graven

Af
Grethe Bo Madsen

Kommentar Jeg har utrolig stor respekt og sympati for borgerne i Hylke og Bjedstrup og deres kamp for at bevare det lokale folkeskoletilbud.

De har kæmpet i fællesskab med hjerteblod, ildhu og enormt engagement - Og de har vundet. Et kæmpestort tillykke med det. Den kamp kan man ikke være andet end imponeret over.

Byrødderne - hvoraf ingen har det som deres helt særlige valgprogram at lukke landsbyskoler - har det seneste år taget livtag med noget af det farligste, man som politiker kan beskæftige sig med: Skolelukninger.

Særligt Undervisnings og Børneudvalget og den politiske følgegruppe har haft fingrene nede i den varme grød. Nogle var hurtige til at trække labberne til sig igen, andre mere nølende, mens kun tre partier holdt ud til den bitre ende.

De tre partier er også dem, der ovenpå maratonlæsning af høringssvar tog initiativ til det reviderede forslag, der nu har forsonet byrødderne på tværs af partier - minus Alternativet.

Måske så de skriften på væggen. Den var meget tydelig. Måske tænkte de også på, at det er et valgår, der nærmer sig.

Det har været et år, der har budt på store mængder af uro og utryghed og frustration, ikke kun blandt de voksne, men desværre også blandt de børn, der på skift har hørt, at lige netop deres trygge, vante tilværelse var truet.

Og nu, mens champagnepropperne og popcornene springer om kap i Hylke og Bjedstrup, er der desværre en gruppe af børn tilbage, der ikke har noget som helst at fejre.

Jeg taler om de mest udsatte børn i Skanderborg Kommune. Børnene i specialtilbuddene. De børn, der har oplevet skift på skift, nederlag på nederlag.

Intentionerne om at skabe en specialpædagogisk vidensklynge på Campus er ment som et kvalitetsløft at hele specialområdet. Men det får hele deres livs korthus til at vakle.

Det bliver godt på den lange bane, men lige her og nu er det gift for de børn, der igen-igen sendes ud i forandringernes roller coaster.

Så her er en opfordring til jer, kære byrødder. Tænk på dem i den kommende tid, når I skal til at gennemføre den nye skolestruktur. Overvej nøje, om det, I er på vej til at gennemføre, kan gøres på en anden måde. Måske endda der, hvor de børn er i dag. Måske gradvist, så de kan gøre deres skolegang færdig, der hvor de er trygge og glade nu.

Publiceret 04 November 2020 14:15