Arkivfoto

Arkivfoto

Kvinde slynget ud af bil i voldsomt uheld på motorvejen

Der skete søndag morgen et voldsomt solouheld på Østjyske Motorvej ved Skanderborg, hvor en aarhusiansk kvinde blev slynget ud af bilen

Af
Jonas Wrede Hansen

En 36-årig kvinde fra Aarhus kom søndag morgen ud for et voldsomt solouheld på Østjyske Motorvej, som hun tilsyneladende slap meget heldigt fra. Det oplyser politikommissær Mads Højen fra Sydøstjyllands Politi.

Uheldet skete klokken 07.20 søndag morgen på motorvejen ved Skanderborg, hvor kvinden forulykkede ved at køre ind i autoværnet. Det resulterede i, at bilen væltede rundt og landede på taget.

"Fordi kvinden ikke havde sikkerhedssele på, røg hun ud af bilen. Hun blev bragt til sygehuset, men hun er umiddelbart uskadt," fortæller Mads Højen, som også oplyser, at kvinden har fået udtaget en blodprøve, da betjente på stedet havde en formodning om, at hun var spirituspåvirket.

"Motorvejen var efterfølgende delvis afspærret, da kvindens bil spærrede den første vognbane," fortsætter Mads Højen.

Publiceret 07 September 2020 09:11