Dorthe Gudmund Larsen, sognepræst i Ry.

Dorthe Gudmund Larsen, sognepræst i Ry. Pressefoto

Præstens klumme:

Hvad præster ved om kærlighed

Af
Dorthe Gudmund Larsen

sognepræst

I sidste uge blev jeg kontaktet af en flok kursister fra højskolen her i Ry, om de måtte komme i kirken til en snak om ”kærlighed, - den ægteskabelige, venskabelige og lidenskabelige”? Ja, selvfølgelig måtte de det! Men fluks, efter at have svaret, tænkte jeg – med hjertebanken: Hvad ved jeg som præst egentlig om det??? Som alle mulige andre ikke véd???? Ikke meget.

Og så alligevel – vi præster træder jo ind i den ene kærlighedshistorie efter den anden gennem vores arbejde: ved fødsel og ved død, og alt dét, der ligger dér imellem. Men viden, som noget vi kan levere i form af en fyldestgørende opskrift på, hvad kærligheden er, og hvordan man lever med den i dens mange skikkelser? Nej, det har vi ikke. Det vi har, er den kæmpe store fortælling om, at mennesket er sat i en ramme af Guds kærlighed, og den ramme gør, at vi selv kan elske. Og stræber efter at elske og elskes, - og livet igennem gør os nye erfaringer.

Den kærlighed, vi kan erfare i livet med hinanden, - hvor stor og mægtig og afvæbnende den end kan opleves -, er til enhver tid kun en afglans af den kærlighed, der findes hos Gud. Det gør ikke vores erfaringer af kærligheden mindre væsentlige, men det gør Guds kærlighed større end vi kan forestille os.

En sådan præmis, at ”livet leves i Guds kærligheds ramme”, er der en del, der har svært ved at gå med på, men når skepsis så udtrykkes, opstår mange gode og berigende samtaler. Jeg må bare stille konstatere, at jeg har aldrig nogensinde mødt en anden og bedre tilværelsesforståelse, som ville kunne favne det hele liv, og det hele menneske i glæde og sorg, og gang på gang skabe nyt livsmod. Ingen forklaringer om hormoner, endorfiner, biologi, kemi, ”survival of the fittest” eller reproduktionen som drivkraft, giver mig livsmod, - eller bare mod til at se hvad endnu en dag vil bringe, for ikke at tale om det mod der skal til, når man skal igennem noget, man slet ikke tror man magter.

Guds kærligheds ramme om vores liv, og det uudgrundelige og uforklarlige ved dét, er grunden til et menneske kan få lyst til at råbe ”TAAAAK” ud over havet, gennem skoven, op i himlen. Og til andre tider at skrige ”HJÆÆÆÆLP” ned i hovedpuden. Eller ”UNDSKYYYYLD”. Eller bare tænke det i et stille sind.

For vi bestemmer altså ikke selv hvad kærligheden er, eller til enhver tid styrer hvordan den udfolder sig mellem os. Derfor er vi også skabt med fornemmelsen af, at der er noget større end os. Det er dét, der kommer til udtryk i vores ”tak – hjælp – undskyld” .

Såvel som forelskelse, lykkefølelse, livsmod og handlekraft er forbundet med kærligheden, er også svigt, sygdom, død og ulykke. Alle de situationer, hvor vi tror vi har mistet alt. Men rammen af kærlighed omkring vores liv bærer os igennem. Der er altid mere i vente. Nyt opstår.

Det, tror jeg, er en erkendelse mange lever sig til. Derfor vil jeg også i dag mødes med højskoleeleverne, og fortælle dem om den store ramme, som kærligheden altid lever i, uanset hvordan kærligheden erfares – og kommer til at erfares – i deres liv. Uanset om man lige nu og her kan godtage præmissen.

Publiceret 09 August 2020 06:30