Annette Rønne overdrager sine 13 østjyske Home-forretninger til nye indehavere.

Annette Rønne overdrager sine 13 østjyske Home-forretninger til nye indehavere. Pressefoto

13 østjyske forretninger får nye indehavere

Annette Rønne overdrager sine østjyske Home-forretninger til nye indehavere

Ejendomsmægler Annette Rønne har i årtier haft suverænt flest forretninger i home-kæden og været en af de største mæglere i hele branchen. Nu giver hun sine 13 østjyske forretninger, der tilsammen sælger 1200-1300 boliger om året, videre til nye indehavere, der allerede arbejder i forretningerne eller kender dem indgående.

"Generationsskiftet sker i et godt samarbejde med Annette Rønne, der har præget Home som kæde og været en markant lokal ejendomsmægler gennem årtier. Nu træder næste generation helt frem, og det er velkendte ansigter, der bliver indehavere," siger Homes administrerende direktør Uffe Drejer i en pressemeddelelse fra den Aarhus-baserede mæglerkæde.

Flere af de nye indehavere har hidtil haft ansvaret som daglige ledere eller partnere, men det forpligter på en anden måde at være indehaver i Home, mener direktøren for Home, der har hovedkontor i Aarhus.

"Det personlige engagement og lokale kendskab er afgørende styrker som ejendomsmægler, og det motiverer at have foden under eget bord. Nu kommer vi endnu tættere på vores kunder, og jeg forventer, at det vil styrke Home yderligere i Aarhus og Østjylland," siger Uffe Drejer.

jr

De nye Home-indehavere per 1. juli er

Ejendomsmæglerne Torben Skov Lauridsen og Jesper Grøne Andersson overtager Home Højbjerg, Home Viby-Hasselager og Home Tranbjerg.

Ejendomsmægler Andreas Bjerregaard overtager Home Aarhus Nord, Home Egå-Risskov, Home Lystrup og Home Hammel

Ejendomsmægler Theis Westergaard overtager Home Åbyhøj og Home Tilst

Ejendomsmæglerne Carsten Andersen og Morten Elmgaard overtager Home Skanderborg, Home Ry og Home Lejlighedsbutikken Aarhus. Sammen skal de også drive home Aarhus City - bolig, projektsalg og udlejning.

Ejendomsmægler Thomas Sørensen overtager home Galten.

Annette Rønne har været med i Home siden begyndelsen i 1990 og var kædens første indehaver. Hun fortsætter som indehaver af home Servicecenter Østjylland, der står for eftersalget i tusindvis af bolighandler. Derforuden har Annette Rønne 1. juli åbnet home-kædens forretning nummer 178, home Køberrådgivning og Boligudlejning – Åbyhøj, hvorfra hun tilbyder køberrådgivning og boligudlejning.

Fakta om Home

Home-kæden har hovedkontor i Aarhus.

Kæden har 178 forretninger i Danmark, der alle har lokale indehavere, som er franchisetagere. Home a/s er franchisegiver.

Home er ejet af Danske Bank-koncernen som et datterselskab under Realkredit Danmark.

Publiceret 08 July 2020 07:05