Ellen Mortensen er en af de nye guider i gule veste, som står ved hovedindgangene på Aarhus Universitetshospital. Hun arbejder normalt som serviceassistent i Arbejdsmedicin, men hendes afdeling er lukket ned, så derfor tager hun nu vagter som guide.

Ellen Mortensen er en af de nye guider i gule veste, som står ved hovedindgangene på Aarhus Universitetshospital. Hun arbejder normalt som serviceassistent i Arbejdsmedicin, men hendes afdeling er lukket ned, så derfor tager hun nu vagter som guide. Foto: Tonny Foghmar, Aarhus Universitetshospital.

AUH sætter guider ved indgangene for at forhindre smitte

For at begrænse smittespredning med ny coronavirus har Aarhus Universitetshospital sat guider ved alle de store indgange

I går, onsdag 18. marts, indførte Danske Regioner et forbud mod besøg på alle danske hospitaler. Besøgsforbuddet gælder dog ikke nære pårørende til en person i en kritisk situation eller forældre til mindreårige børn.

Nu tager Aarhus Universitetshospital et nyt skridt og stiller guider op ved alle de store indgange for at forhindre spredning af covid-19 inde på hospitalet.

"Guiderne vil henvende sig til de patienter og eventuelt pårørende, der kommer til indgangene. De vil hjælpe dem med at finde vej og minde dem om, at det er vigtigt at spritte hænderne af, inden man går ind på hospitalet," siger hospitalsdirektør Poul Blaabjerg i en pressemeddelelse fra AUH.

Guiderne i de gule veste vil stå ved indgang B1, C, D3, F, G mellem klokken 07 og 18 alle dage. Udenfor dette tidsrum vil disse indgange være aflåst. Det vil stadig være muligt at komme ind på hospitalet, hvis man har et ærinde. Man skal så ringe på en videotelefon ved indgangen, som går til hospitalets telefonomstilling.

Desuden vil der ved indgang J og J3 (Akutmodtagelsen/Skadestuen) være døgnbemanding som vanligt.

Normalt står der Røde Kors-frivillige ved hovedindgangene på Aarhus Universitetshospital og hjælper patienter og pårørende på vej. Men Røde Kors har valgt at hjemsende de frivillige.

De nye guider i de gule veste har en baggrund som blandt andet portører, serviceassistenter, administrative medarbejdere og medarbejdere fra telefonomstillingen.

Aarhus Universitetshospital modtager heller ikke længere blomster og chokolade med videre, som skal bringes ud til patienterne.

"Normalt hjælper vi gerne med udbringning af for eksempel blomster, som bliver afleveret i vores omstilling. Men i den nuværende situation bliver vi nødt til at beskytte vores patienter og personale mod at blive smittet med coronavirus," siger Poul Blaabjerg.

Publiceret 19 March 2020 13:33