"Det giver god værdi at få fat i væksthusene," lyder det fra Jan Rathcke, direktør i Natur-Drogeriet A/S.

Tyskland og Kina har fået kig på Naturdrogeriet i Hørning

Natur-Drogeriet A/S i Hørning er blevet effektiviseret og digitaliseret med hjælp fra Erhvervshus Midtjylland

Af
Anette Bonde

erhverv Natur-Drogeriet A/S i Hørning ved Skanderborg oplever fremgang, efter at familiefirmaet er effektiviseret og digitaliseret med hjælp fra Erhvervshus Midtjylland. Et eksportfremstød i Tyskland er under forberedelse, og der er kommet en invitation fra Kina, der viser stor interesse for særlig ét af natur-drogeriets kosttilskuds-produkter.

"Vi er de eneste i verden, der forhandler fiskeolie af minutfriske fisk. Det er specielt denne, der åbnede kinesernes øjene for, at Natur-Drogeriet er interessant," fortæller direktør Jan Rathcke.

1. december rejser han østover for at gøde jorden yderligere for eksport til Kina.

Natur-Drogeriet solgte sine første produkter i 1945, og har nu det største sortiment i Danmark med cirka 1300 produkter. De sælges af apoteker, helsekostforretninger og Matas.

Kontakt til Erhvervshus Midtjylland

Siden et generationsskifte i 2016 er der sket meget i familiefirmaet Natur-Drogeriet i Skanderborg, som udvikler og producerer kosttilskud og naturlægemidler. Produktionen er for eksempel blevet mere strømlinet, blandt andet ved at luge ud i de 'små' produkter.

”Efter generationsskiftet fik vi hurtigt kontakt til Væksthus Midtjylland, som nu er Erhvervshus Midtjylland. Og de havde mange gode ideer, som vi har taget til os”, siger Jan Rathcke.

Et af forslagene var at NaturDrogeriet skulle satse mere målrettet på eksport, og sparringen gav blandt andet overblik over hvilke skridt, der skulle tages først.

"Det giver god værdi at få fat i væksthusene. Dels har de nogle puljer, man kan søge, og dels er de eksterne konsulenter med til at afveje, hvilke investeringer vi kan gennemføre nu og hvilke vi skal vente med."

Den eksterne konsulent, som var medfinansieret i et forløb på ni måneder til blandt andet at have fokus på logistik og digitalisering, arbejder i øvrigt stadig for Natur-Drogeriet.

Ind på det tyske marked

Med en kommende eksport til Tyskland og interessen fra Kina er der gode chancer for, at det mål om at vækste med 100 % på fem år, der blev sat i forbindelse med Jan Rathckes 50-års fødselsdag i 2017, ikke holder alligevel. Det bliver muligvis en vækst på mere end 100 %.

"Allerede her i 2019 er vi vækstet med 20 %, kun på det danske marked. De 100 % bliver til mere, hvis vi kommer igennem i Kina." Der er planer om yderligere investeringer i produktionen.

Fakta

Erhvervshus Midtjylland

  • Erhvervshus Midtjylland hjælper årligt ca. 1800 iværksættere og virksomheder med forretningsudvikling og vækst. Erhvervshuset samarbejder tæt med den lokale Erhvervsservice ErhvervSkanderborg.
  • Erhvervshus Midtjylland tilbyder specialiseret vejledning til iværksættere og virksomhedsledere i region Midtjylland. Vejledning og sparring er gratis.
  • Erhvervshuset er virksomheders officielle indgang til et stort netværk af erhvervsfremmende aktører, og kan hjælpe din virksomhed i kontakt med de rette specialister, rådgivere nv.
  • Erhvervshus Midtjylland har kontorer i Aarhus, Herning og Horsens.
  • Læs mere på www.erhvervshusmidtjylland.dk

Publiceret 01 December 2019 11:30